Fortsæt til indhold

Dansk virksomhed køber britisk hjemløs for 200.000 kroner

Internetvirksomheden Coolshop har købt en hjemløs i forbindelse med et kunstprojekt.

Erhverv

For 200.000 kr. kan du "købe en hjemløs". Sådan lyder konceptet mere eller mindre i den danske kunstner Kristian von Hornsleths nye kunstprojekt. Og nu har en dansk virksomhed købt den første.

Det skriver DR.

Det er den danske internetvirksomhed Coolshop, der har spenderet 200.000 kr. på en britisk hjemløs. I Hornsleths projekt har en række britiske hjemløse indvilliget i at "lade sig sælge online", skriver DR, forstået på den måde, at de udstyres med en GPS, så køberen altid kan se, hvor de er. Køberen får også en guldplade med et portræt af den hjemløse på.

»Værket er en spejling af overvågningssamfundet, en spejling af reality og berømthedssamfundet og en spejling af, hvordan privatisering og deregulering har forårsaget stor fattigdom og hjemløshed i England,« siger Hornsleth til DR.

Fra Coolshops medstifter, Jacob Riisgaard, lyder ros til projektet, der måske er »kontroversielt«, men ikke desto mindre sætter fokus på hjemløshed. Ifølge ham er købet en alternativ måde at bekæmpe hjemløshed på.

»Der er flere hjemløse end nogensinde før, og dette er en alternativ måde at angribe problemet på,« siger han til DR.

Halvdelen af overskuddet fra kunstprojektet går nemlig direkte til de hjemløse selv, oplyser DR.

Artiklens emner
Coolshop
Kristian von Hornsleth