Fortsæt til indhold

PostNord bløder fortsat - ramt af nyt millionunderskud

Underskuddet i PostNord-koncernen er steget. PostNord Danmark er særligt hårdt ramt.

Arkivfoto: June Witzoe.
Erhverv

Krisen er langt fra ovre i det dansk-svenske postvæsen. Faktisk står det værre til end tidligere i PostNord-koncernen, der blandt andet indeholder PostNord Danmark. Omsætningen fortsætter med at falde og PostNord-koncernen kom ud af årets første seks måneder med et dundrende underskud.

For PostNord-koncernen som helhed faldt omsætningen fra 19.228 mio. svenske kr. i første halvår 2016 til 18.431 mio. svenske kr. i årets første seks måneder. Driftsresultatet (EBIT) blev også forværret, da det endte med et minus på 197 mio. svenske kr. mod et overskud på 30 mio. svenske kr. i samme periode sidste år.

Og på bundlinjen stod det også værre til end i samme periode sidste år, for PostNord-koncernen kom ud af de første seks måneder af i år med et underskud på 320 mio. svenske kr. mod et minus på 63 mio. svenske kr. i det første halvår 2016.

Det er især faldende brevmængder i Danmark og Sverige, der er skyld i faldet i omsætningen. I årets første seks måneder faldt den samlede brevmængde med 9 pct. - heraf 20 pct. i Danmark og 7 pct. i Sverige.

»Samtidig med at digitaliseringen medfører faldende brevmængder, oplever vi stærk vækst inden for e-handelsdrevet logistik og digitale tjenester. Det tiltagende fald i brevmængderne understreger behovet for snarest at få en ny svensk postregulering,« skriver PostNord i regnskabet.

Det er især den danske del af koncernen, der giver problemer. Målt på driftsresultatet (EBIT) tabte PostNord Danmark 748 millioner svenske kroner i første halvår. Det er mere end dobbelt så meget som de 304 millioner svenske kroner, der blev tabt i samme periode sidste år.

»Resultatet påvirkes fortsat af den kraftige digitalisering i Danmark, som ikke har kunnet opvejes af øget logistikomsætning og omkostningstilpasninger i brevvirksomheden. Der arbejdes fortsat med at indføre en økonomisk bæredygtig produktionsmodel, som i løbet af nogle år skal give PostNord Danmark forudsætninger for lønsomhed,« skriver PostNord i regnskabet om den danske del af koncernen.

Situationen i PostNord er så alvorlig, at postvæsenet skal tilføres penge. Det kan betyde, at PostNord skal splittes op i en dansk og svensk del, da den svenske stat ikke umiddelbart er meget for at skulle betale regningen for problemerne i den danske del af forretningen.

»Vi er i dialog med ejerne om rammerne for omstillingen i Danmark og finansieringen af omstillingen,« skriver PostNord i regnskabet.

Artiklens emner
Servicebranchen