Erhverv

Datingside får bøde og konfiskeret penge for ulovlig fidus

Selskabet Babel ApS, der står bag Single.dk, skal betale en bøde på 50.000 kr. for vildledende markedsføring.

Sagen begyndte for tre år siden, da Forbrugerombudsmanden politianmeldte selskabet bag Single.dk for vildledende markedsføring. Arkivfoto

Vildledende og ulovlig markedsføring koster nu virksomheden Babel Aps, der står bag datingsiden Single.dk, en bøde på 50.000 kr. Samtidig får virksomheden konfiskeret 10.000 kr. i udbytte fra den ulovlige markedsføring.

Det har Retten i Viborg slået fast, oplyser Forbrugerombudsmanden.

Sagen begyndte for tre år siden, da Forbrugerombudsmanden politianmeldte Babel ApS for vildledende markedsføring. Her lokkede datingsiden med, at man kunne prøve et guldmedlemskab i syv dage for 19 kr., og af annoncen fremgik »INGEN BINDING«.

Hvis man klikkede på annoncen, blev man dirigeret hen på en betalingsside, hvor det igen blev oplyst, at der ikke var nogen binding. Derudover fremgik det, at medlemsskabet kunne »opsiges når som helst«.

Forbrugerombudsmanden mente, at forbrugerne dermed til hver en tid burde kunne komme ud af aftalen, uden at det kostede dem noget. Men sådan fungerede tilbuddet ikke.

Hvis man takkede ja til tilbuddet, indgik man en aftale om et løbende abonnement til 45 kr. per uge efter de første syv dage med en bindingsperiode på 10 uger - medmindre man opsagde sit medlemsskab inden for de første syv dage. Og man fik ikke penge tilbage for det forudbetalte medlemsskab, hvis man opsagde det i løbet af bindingsperioden på 10 uger.

Retten i Viborg slog i sin dom fast, at markedsføringen var vildledende og egnet til at påvirke forbrugernes beslutning om at købe et medlemskab.

»Dommen er et eksempel på, at erhvervsdrivende ikke må lokke forbrugere til med gode tilbud, som der ikke er realitet i. I denne sag vildledte Babel ved at love forbrugerne ”ingen binding”, når forbrugerne faktisk netop blev bundet til et abonnementet i 10 uger. Desuden var det vildledende, at Babel oplyste, at medlemsskabet kunne opsiges når som helst, når forbrugerne blev bundet til at betale for hele bindingsperioden,« udtaler forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

BRANCHENYT
Læs også