Fortsæt til indhold

Ryanair spotter genvej til langdistanceruter: Vil købe Alitalia

Det tidligere nationale italienske flyselskab Alitalia er sat til salg, og Ryanair vil gerne købe. Hvis altså den italienske stat blander sig helt uden om.

Erhverv

Det har generelt ikke været let at være et af de gamle og ofte statsejede flyselskaber i Europa – bare tænk på SAS herhjemme.

Men helt galt er det gået i Italien, hvor Alitalia – det tidligere så stolte, nationale flyselskab – gik konkurs i 2007, blev solgt af staten til private ejere og rekonstrueret og nu er faretruende tæt på endnu en konkurs - med en gæld på 22 mia. kr.

Nu skal det kriseramte selskab sælges, og blandt de interesserede købere finder man Ryanair. På mandagens pressemøde om Ryanairs regnskab underholdt topchef Michael O'Leary også med sine ønsker om at købe Alitalia. Det skriver Irish Times.

Indtil videre har 18 potentielle købere meldt sig på banen i en ikke-bindende runde. Men ender det med at være Ryanair, som skriver under til sidst, vil det være en opsigtsvækkende udvikling, der for alvor cementerer, at markedet for luftfart er vendt op og ned. I nordisk sammenhæng ville det groft sagt svare til, at Norwegian købte SAS.

Michael O'Leary, der er kendt for provokerende udsagn, er dog kun interesseret i Alitalia, hvis der ikke er nogen form for indblanding fra den italienske stats side, fortalte han. Og Ryanairs økonomidirektør Neil Sorahan understregede, at Alitalia skulle 'omstruktureres radikalt' for at være interessant for Ryanair.

Italien er et stort marked for Ryanair, som står for en tredjedel af alle flyrejser ind og ud af landet, på de kortere distancer. Ved at købe Alitalia kan Ryanair få en 'færdig pakke', som gør det muligt at åbne for langdistanceruter, for eksempel over Atlanten.

Den vej er Norwegian for eksempel gået, men med små skridt ad gangen og store startproblemer i begyndelsen.

Ryanair tjente i øvrigt knap 3 mia. kr. efter skat i kvartalet april-juni, som er selskabets første kvartal, en stigning på 55 pct. i forhold til året før.

Artiklens emner
Ryanair
Alitalia