Fortsæt til indhold

Mærsk sejler (næsten) for fuld damp efter hackerangreb

Maersk Line er stort set tilbage på fulde omdrejninger efter hackerangreb i slutningen af juni.

Maersk Line blev ramt af et globalt hackerangreb i form af virussen Petya. Det har taget en måned for rederiet at få løst problemerne efter angrebet. Foto: Charlotte de la Fuente
Erhverv

A.P. Møller-Mærsks rederi Maersk Line sejler nu stort set for fulde omdrejninger igen, efter at flagskibet i det store konglomerat blev hårdt ramt af virussen Petya, der var en del af et globalt hackerangreb i slutningen af juni.

Rederiets systemer kører nemlig igen, oplyser Maersk Line tirsdag eftermiddag.

»Alle globale applikationer kører, men der er lokale afvigelser,« skriver rederiet i en opdatering til sine kunder.

Efter hackerangrebet, der skabte it-problemer, kunne Maersk Line ikke modtage ordrer fra kunderne. Det tog ca. to døgn, inden rederiet igen kunne modtage ordrer, dog kun fra eksisterende kunder via portalen Inttra, der er en markedsplatform for containerindustrien.

Morten Imsgard, der er senioranalytiker i Sydbank og følger Mærsk tæt, vurderede over for Finans, at hackerangrebet kan have kostet Maersk Line op mod 371 mio. kr. Maersk Oil, Maersk Drilling, Maersk Supply Services, Maersk Tankers, Maersk Training, Svitzer og MCI var ikke operationelt påvirket af hackerangrebet, oplyste Mærsk efter angrebet.

»Vi har gennemført omfattende arbejde med vores it-infrastruktur. Samtidig har vi arbejdet hårdt for at fjerne efterslæbet og sørge for, at virkningen for din virksomhed har været så minimal som muligt. Under denne proces har vores lokale hold håndteret masser af manuelt arbejde, og alle ser frem til at vende tilbage til at servicere din virksomhed på en problemfri og effektiv måde. Vi takker endnu engang for din tålmodighed og støtte,« skriver Maersk Line.

Det var ikke kun Maersk Line, der blev ramt af hackerangrebet. 75 Mærsk-havneterminaler blev en overgang lammet og lukket som følge af hackerangrebet. Selv om Maersk Line nu oplyser, at systemerne er oppe at køre, så understreger rederiet dog, at der stadig kan være problemer.

»Vi anerkender, at man stadig kan støde på uoverensstemmelser i datakvaliteten og forsinkelser i responstider nogle steder,« skriver Maersk Line.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Maersk Line