VW-topchef tog på ferie til USA og røg i fængsel - nu erklærer han sig skyldig
En tidligere ledende chef i bilgiganten Volkswagen risikerer at tilbringe resten af livet bag tremmer for sin medvirken til dieselskandale.
Nogle ferier er dyrere end andre, og for en tidligere ledende chef i den tyske bilfabrikant Volkswagen (VW) kommer en ferie til USA til at koste ham adskillige år bag tremmer.
Tidligere på året blev Oliver Schmidt anholdt af FBI i lufthavnen i Miami, lige inden han skulle flyve hjem til Tyskland. Sammen med flere andre topchefer i VW er Oliver Schmidt sigtet i den såkaldte dieselgate-skandale, hvor VW over en længere årrække installerede snydesoftware i millioner af dieselbiler for at få dem til at fremstå mere miljøvenlige, end de reelt er.
Nu har Oliver Schmidt valgt at erklære sig skyldig i sagen, skriver flere udenlandske medier. Dermed risikerer den tidligere VW-chef at tilbringe resten af livet i et amerikansk fængsel.
Oliver Schmidt var tidligere juridisk direktør for VW’s afdeling i USA og stod bl.a. for kontakten mellem VW og de amerikanske miljømyndigheder. Schmidt var ikke med til at udvikle den snydesoftware, som VW puttede i sine dieselbiler, men han hjalp med at skjule den for myndighederne, lyder det.
Derfor er han blevet sigtet for sammensværgelse og risikerer i værste fald at blive idømt 169 års fængsel.
Kernen i sagen er den snydesoftware, som VW installerede i 11 mio. biler mellem 2009-2015, hvoraf flere end 500.000 af bilerne blev solgt i USA. Fupnummeret blev i årevis bevidst forsøgt skjult, indtil topledelsen i september 2015 gik til bekendelse og indrømmede det, der er blevet kaldt en af de største skandaler i bilindustrien nogensinde.
VW har allerede accepteret at betale over 100 mia. kr. i erstatning til kunder og myndigheder og er i gang med at fikse de mange dieselbiler, som kører rundt med snydesoftware. I mellemtiden er Oliver Schmidt og fem andre tidligere VW-chefer blevet sigtet i sagen.
En tidligere VW-ingeniør, James Robert Liang, erklærede sig i foråret også skyldig. Det enorme fupnummer i VW er stadig ved at blive efterforsket.
Når Oliver Schmidt i sin tid turde at rejse til USA - velvidende at de amerikanske myndigheder var i gang med at efterforske dieselskandalen - skyldes det, at han havde spurgt en FBI-medarbejder, om han var sigtet i sagen. Det har unavngivne kilder oplyst til den tyske avis Süddeutsche Zeitung.
Svaret beroligede ham tilsyneladende, siden han pakkede kufferten og rejste over Atlanten. Til gengæld var FBI nu også klar over, at han kom til USA. Derfor slog de til, da han stod i Miami-lufthavnen for at flyve hjem i sikkerhed.

