Hackerangreb mod HBO kan have stjålet materiale fra populær tv-serie
Der har været hackere på spil hos den amerikanske streamingstjeneste HBO, der har stjålet endnu ikke viste programmer – muligvis fra den populære tv-serie »Game of Thrones«.
Den syvende sæson er skudt i gang, men nu kan hackere muligvis have tvunget sig adgang til endnu ikke offentliggjort materiale fra den populære tv-serie »Game of Thrones«.
Det forlyder efter, at den amerikanske streamingstjeneste HBO mandag oplyste, at selskabet har været ramt af et hackerangreb.
Det skriver Reuters.
HBO oplyser, at hackerne har fået adgang til kommende programmer, og ifølge Entertainment Weekly har hackerne stjålet et manuskript fra en endnu ikke sendt episode af »Game of Thrones«.
HBO har dog ikke ønsket at kommentere, hvilke specifikke programmer hackerne har fået fingrene i.
»Som de fleste af jer allerede har hørt, har der været et cyberangreb rettet mod vores virksomhed, hvilket har resulteret i, at der er blevet stjålet proprietær information inklusiv nogle af vores programmer,« skrev bestyrelsesformand Richard Plepler i en besked til de HBO-ansatte, ifølge Reuters.
HBO har afvist at sige mere om, hvorvidt »Game of Thrones«-episoder eller manuskripter er blevet stjålet, men fortæller, at man nu er i gang med at efterforske angrebet.
Entertainment Weekly rapporter dog, at hackerne har neglet 1,5 terabyte data, og endnu ikke viste episoder af »Ballers« og »Room 104« skulle allerede være lækket sammen med »et manuskript under behandling« til næste uges episode af »Game of Thrones«.
Reuters skriver endvidere, at mediet har modtaget en e-mail søndag fra en person, der påstår at have stjålet data fra HBO – inklusiv fra den verdenskendte tv-serie.
»Game of Thrones« vil køre endnu en sæson, men det er allerede meldt ud, at den ottende sæson vil blive seriens sidste.
Tv-serien har også haft flere danske skuespillere på rollelisten, herunder Nikolaj Coster-Waldau, Birgitte Hjort Sørensen og Pilou Asbæk.

