Tidligere Mærsk-boss siger topstilling op hos DSB
Anders Egehus stopper som driftsdirektør i DSB for at begynde i et nyt og indtil videre hemmeligt job.
DSB skal have ny driftsdirektør.
Den nuværende driftsdirektør, Anders Egehus, har nemlig valgt at sige sin stilling op til fordel for et nyt og indtil videre hemmeligt job senest den 1. februar 2018.
Det oplyser DSB i en pressemeddelelse.
Hovedpersonen selv føler, at timingen til at indtræde i et nyt job nu er rigtig.
»Der er aldrig et godt tidspunkt at stoppe på. Men da muligheden for nye udfordringer bød sig, kunne jeg mærke, at tiden var den rette for mig, fordi mange af de store strukturelle ændringer, som jeg har haft ansvaret for, er faldet på plads,« siger Anders Egehus i en pressemeddelelse.
Han har gennem årene især stået på mål for de mange problemer, der har været med IC-togene.
Anders Egehus har været ansat i fem år hos DSB, hvor han kom til fra en stilling som driftschef i Mærsk-datterselskabet Svitzer. Han nåede at arbejde næsten 20 år for A.P. Møller - Mærsk, inden han skiftede til DSB. På et tidspunkt var Anders Egehus personlig assistent for daværende Mærsk-topchef Jess Søderberg.
Anders Egehus blev headhuntet til DSB af Jesper Lok, den nu forhenværende administrerende direktør i det offentlige togselskab. De to havde en fælles fortid i Svitzer.
DSB's nuværende administrerende direktør, Flemming Jensen, kalder det beklageligt, at Anders Egehus stopper som driftsdirektør.
»Anders Egehus har i sine fem år hos DSB løftet flere store opgaver for DSB. Senest har han stået for den nødvendige sammenlægning af vores driftsorganisation og DSB Vedligehold,« siger han.
Arbejdet med at finde en afløser for Anders Egehus går nu i gang.