Fortsæt til indhold

Er du på vej ud? 10 sikre tegn på at dit job er i fare

Det er altid godt at være lidt paranoid omkring dit job. Her kan du få nogle tips til, om din chef planlægger at gøre dig overflødig.

Erhverv

Er dit job ved at være i fare? Og hvordan afkoder du, om din chef er på vej til at gøre dig overflødig? Eller at din arbejdsplads har store problemer?

Her er 10 sikre tegn på, at du måske skal til at se dig om efter et andet arbejde.

Som regel kan din mavefornemmelse fortælle dig, at noget er ved at være helt galt med dit job. Men der er andre og mere tydelige tegn, du skal være opmærksom på, og som bør få dig til at pudse dit cv af.

10 klare tegn på, at du måske er på vej ud:

  1. Du plejer at have en lang liste over opgaver, som kan holde dig i gang mindst frem til årsskiftet - den liste er blevet kortere og kortere.
  2. Din chef beder dig om at oplære dine kolleger i dine normale jobfunktioner uden nogen egentlig grund. Chefen planlægger måske at gøre din position overflødig.
  3. Folk i andre afdelinger i firmaet er begyndt at lave de samme ting, som du egentlig har ansvaret for - og de bliver endda rost for det, mens dine ansvarsområder svinder ind.
  4. Hele arbejdspladsen ser ud til at være i problemer: Omkostninger skæres hele tiden, nyansættelser udskydes og lønforhøjelser er blevet en by i Rusland.
  5. Din chef ser nedslidt og bekymret ud. Vedkommende vil ikke længere tale med dig om selskabets planer for dig og fremtiden. Det plejer han/hun ellers gerne at ville.
  6. Din chef eller "en eller anden i HR" vil pludselig gerne have dit opdaterede CV til "deres arkiv". Det sker normalt kun, hvis et selskab planlægger større ændringer for sit personale.
  7. Du opdager, at din chef pludselig ikke rigtig aner hvad du laver og tilbringer meget lidt tid sammen med dig.
  8. Din chef begynder at give dig mærkelige ekstraopgaver. Opgaver som har ligget døde længe og aldrig rigtig er blevet løst. Måske vil han/hun bare presse den sidste arbejdskraft ud af dig inden din sidste dag.
  9. Du bliver spurgt, om du vil hjælpe med at finde en underleverandør til dele eller hele det arbejde, du plejer at lave. Hvis din chef siger, at "det vil ikke få nogen betydning for dig", så skal du være mistænksom.
  10. Lige pludselig er din chef totalt ligeglad med dit arbejde. Det er et tegn på, at dit job alligevel skal nedlægges og dermed er du blevet ligegyldig for chefen.

Ifølge ledelses- og rekrutteringsekspert Liz Ryan fra forbes.com er det altid godt at folde sine antenner ud og være en smule paranoid. Det er altid bedre end at få en negativ overraskelse.

Kilde: forbes.com

Artiklens emner
Forbes
Liz Ryan