Udenlandsk investor misser danskers livsværk efter uenighed om pris
Tidligere ejendomsmægler og ejer af 16 boligejendomme afviser købstilbud på sin portefølje efter strid om købsprisen på omkring en halv mia. kr., fortæller ejeren til EjendomsWatch. Rådgiver, der forhandlede på vegne af investoren, melder om stor interesse for boligopkøb med volumen og udviklingspotentiale.
Elverhøj Investment Group, der ejes af adm. direktør Jannick Andersen, har afvist et bud på 490 mio. kr. på sin portefølje af 16 boligejendomme i København.
Buddet kom fra en udenlandsk investor, som var repræsenteret af rådgiveren Capital Investment. Handlen blev droppet, fordi parterne ifølge Jannick Andersen oprindelig var nået til enighed om en pris på 510 mio. kr.
"Det blev ikke til noget, selvom der egentlig var skrevet under, og due diligence-perioden kørte. Så kom man midt i processen og prøvede at få prisen ned med 20 mio. kr., og det var jeg ikke interesseret i. Der havde jeg sagt på forhånd, at 'det her er prisen,' og det havde vi aftalt," siger Jannick Andersen til EjendomsWatch.
Så kom man midt i processen og prøvede at få prisen ned med 20 mio. kr.Jannick Andersen, adm. direktør og ejer af Elverhøj Investment Group
Hos Capital Investment ønsker partner Claus Klostermann ikke at kommentere forhandlingerne med Elverhøj Investment Group, da de ikke udmøntede sig til en endelig transaktion. Han bekræfter til gengæld, at der blandt mange internationale investorer er stor efterspørgsel på at kunne købe stort ind på det danske ejendomsmarked.
"De private investorer er i stor grad kommet tilbage og ønsker at købe enkelte ejendomme hist og her. De store internationale investorer, der også er på markedet i stor grad, vil typisk gerne have porteføljer," siger Claus Klostermann til EjendomsWatch.
Elverhøj Investment Groups portefølje består 16 boligejendomme med udviklingspotentiale i Storkøbenhavn uden for København K samt Roskilde og er alle placeret i separate selskaber. Værdien af de enkelte ejendomme i porteføljen er samlet ca. 313 mio. kr., baseret på den bogførte værdi i senest tilgængelige regnskaber med afslutning 30. juni 2016 samt købsprisen på de ejendomme, der endnu ikke har rundet første regnskabsår.
Ifølge Jannick Andersen blev han kontaktet med et købstilbud på 510 mio. kr. for Elverhøj Investment Groups portefølje af boligejendomme, som den tidligere ejendomsmægler har købt op siden 2010.
Langt henne i forhandlingerne lød meldingen pludselig, at investoren kun ville betale 490 mio. kr., hvilket fik Jannick Andersen til at trække sig fra handlen. Han trækker lidt på svaret, da EjendomsWatch spørger til, hvad han ville sige til et nyt bud i 510 mio. kr.
"Jeg vil sige, at jeg overvejede længe, om jeg overhovedet skulle sælge, selvom prisen selvfølgelig giver en kæmpe gevinst. Dels på grund af følelser, da vi er super glade for de her ejendomme og har lagt meget arbejde i dem og planlagt, at de skulle komme næste generation til gode. Dels er det fint at få de mange penge nu, men det næste er så, hvor man skal gøre af pengene. Hvis man skal til at starte forfra og investere i nye ejendomme, så kan man lige så godt beholde den eksisterende portefølje," siger Jannick Andersen.
Han henviser til, at der er brugt tid, kræfter og kapital på at få ejendommene energioptimeret og totalrenoveret udenpå, så man nu mangler optimeringer af selve boligerne, når de løbende bliver fraflyttet.
"Med de over 300 lejemål, som vi er nået op på, så har man en naturlig udskiftning på omkring 10 pct. I starten af hver måned står der altid nyt klar til renovering oven i vores løbende projekter med etablering af tagboliger og generel renovering af ejendommene," siger Jannick Andersen.
Elverhøj Investment Groups samlede koncernregnskab for regnskabsåret 1. juli 2015 til 30. juni 2016 bød på et resultat før skat på knap 39 mio. kr., og koncernen har overordnet haft en stigende bundlinje siden 2010.
Hos Capital Investment nikker partner Claus Klostermann genkendende til efterspørgslen på boligejendomme med udviklingspotentiale, som vil gøre det muligt at hæve afkastet over tid.
"De udenlandske investorer kommer med mange forskellige kriterier og holdninger til belåning, afkast og løbetid. Den samme gælder strategi, hvor nogle ønsker at købe en ejendom og beholde den på længere sigt, mens andre går i gang med at optimere på ejendommene med det samme. Det er langt størstedelen, der gerne vil kunne arbejde med ejendommen og kunne gøre en forskel — og har pengene med hjemmefra til at kunne gøre det," siger Claus Klostermann.
Når I skal ud og kigge på vegne af udenlandske investorer, er det så porteføljer, der bliver kigget efter, eller er der også interesse for at håndplukke ejendommene enkeltvis?
"Det er begge dele. Nogle af de udenlandske investorer, som vi har købt op på vegne af, har været på mandater, hvor vi fylder porteføljen op i takt med, at vi finder og præsenterer ejendommene enkeltvist. Så er det enkelte udenlandske investorer, som vil have de lidt mindre porteføljer. Det er svært at give et entydigt billede af," siger Claus Klostermann.
Den store efterspørgsel mærker Jannick Andersen også, når han kigger på muligheder for at udvide porteføljen i Elverhøj Investment Group.
"Vi kigger efter nye investeringer, men jeg har ikke så travlt som før. Porteføljen startede fra nul og har nu den størrelse, som den skal have. Dukker der et godt tilbud op, så er det svært at sige nej, men der er længere mellem snapsene," siger Jannick Andersen.
Tidligere i 2017 købte han tre boligejendomme i Glostrup vest for København, men her nåede Elverhøj Investment Group end ikke at gå i gang med at kigge nærmere på de 108 boliger, før Jannick Andersen selv fik et købstilbud fra kapitalforvalteren Core Property Management, hvilket han ikke kunne sige nej til.

