Midt i sin optur sejler Mærsk med alt for mange tomme containere
Maersk Line har tabt markedsandele i det seneste kvartal i et forsøg på at presse fragtraterne op. Det trækker ned i analytikernes bedømmelse af et ellers flot kvartalsregnskab.
Maersk Line har løftet sin omsætning med mere end 1 mia. dollars og viser dermed vejen frem for det transportselskab, som konglomeratet er i færd med at indskrænke sig til.
Sådan lyder bulletinerne oven på A.P. Møller-Mærsks offentliggørelse af regnskabet for 2. kvartal. Nedenunder de flotte nøgletal skjuler der sig imidlertid en bekymrende udvikling, vurderer flere analytikere, som hver især hæfter sig ved, at fremgangen hos Maersk Line først og fremmest er båret af fragtpriser og ikke af fragtvolumen.
Mens containermarkedet har tegnet sig for en vækst på 4 pct. i det forgangne kvartal, må Mærsk således nøjes med 1,7 pct., hvilket betyder, at verdens største containerrederi aktuelt set taber markedsandele til konkurrenterne. Det ville være til at leve med, hvis det altså ikke var fordi, at forretningen på Esplanaden i den samme periode har udvidet sin flåde med 8,2 pct.
»Der kommer men'et ind i billedet, for en væsentlig del af det drive et containerrederi er jo at have så høj en udnyttelsesgrad som muligt,« siger Lars Jensen, analytiker hos Seaintelligence Consulting.
Han peger på, at Maersk Lines fragtvolumen er steget med 5,2 pct. på udvejen, men faldet med 5,6 pct. på tilbagevejen de seneste måneder. Det betyder, at de lyseblå skibe sejler med alt for mange tomme containere og har en højere enhedsomkostning i en politisk usikker tid, hvor selskabet netop har gjort et stort nummer ud af nødvendigheden af at kontrollere sine egne udgifter.
»Det er ikke katastrofalt her og nu, men der skal tages hånd om det, for det kan ikke blive ved,« siger Lars Jensen, mens Sydbanks aktieanalytiker på feltet, Morten Imsgard, ligefrem kalder det skuffende.
»Derfor er regnskabet en blandet fornøjelse,« siger han.
Nykredit glæder sig derimod over, at Maersk Line ikke er gået på kompromis med sine rater - som er steget 22 pct. siden sidste år - i et forsøg på at fylde alle containere op.
»De seneste år har Maersk Line jo rent faktisk stjålet massive markedsandele, mens fragtraterne omvendt ikke har været så høje som forventet,« pointerer aktieanalytiker Ricky S. Rasmussen i forlængelse af, at Mærsks topchef - Søren Skou - har betegnet jagten på profitabilitet som vigtigere end kampen om markedsandele her og nu.
Storaktionæren ATP er da også fortrøstningsfuld på det punkt, fortæller aktiechef Claus Wiinblad.
»Det vigtigste for os er ikke, om Mærsk har fokus på fragtrater eller volumen, men at selskabet har fokus på at forfølge den strategi, der skaber mest mulig værdi for forretningen,« siger han.
2. kvartal 2017 | APM Consolidated | Transportdivisionen | ||
(mio. dollars) | 2017 | 2016 | 2017 | 2016 |
Omsætning | 9604 | 8861 | 7671 | 6690 |
Resultat | -264 | 118 | 247 | 6 |