Danmarks højeste bygning kan blive endnu vildere
Bestsellers planlagte skyskraber kan med op til 320 meter blive højere end Eiffeltårnet.
Bestsellers planlagte skyskraber i Brande kan blive langt højere end de 200 meter, som det oprindeligt blev meldt ud.
Bygningen har nemlig fået akut vokseværk. Det viser ansøgningen til Ikast-Brande Kommune. Her står der, at Bestseller har et ønske om at etablere et højhus med en maksimal højde på 320 meter."
Det skriver Herning Folkeblad.
De tårnhøje ambitioner betyder, at bygningen kan blive højere end Eiffeltårnet i Paris, der er på 300 meter uden tv-mast.
Bestseller bekræfter, at det nye hovedsæde for tøjkoncernen kan blive væsentligt højere, end det først blev meldt ud.
»Vi søger om 320 meter for ikke at have begrænsning i vores undersøgelser. Vi har af samme årsag ikke nævnt et specifikt tal i pressemeddelelsen, men blot informeret om plus 200 meter. Den kommende tid vil vise, hvor vi ender endeligt,« siger communication manager Jesper Stubkier til Herning Folkeblad.
Højhusbyggeriet ventes at få opbakning fra byrådet i Ikast-Brande Kommune.

