Fortsæt til indhold

Ledere siger nej til nye jobs

For første gang i fire år har mindre end halvdelen af lederne i danske virksomheder planer om at skifte job. Det er til trods for, at flere jobskift ofte betyder højere lønninger.

Erhverv

Det kan virke voldsomt, at næsten halvdelen af Danmarks ledere har planer om at skifte jobbet ud, men det er faktisk den laveste andel af jobsøgende chefer i fire år.

En ny undersøgelse baseret på svar fra ledere primært i den private sektor, viser, at 12 pct. af lederne er aktivt jobsøgende og 35 pct. overvejer at skifte job.

Det er et fald på mere end 10 pct. sammenlignet med de tre forrige år.

Ifølge formanden for fagorganisationen Lederne, Sven Askær, findes forklaringen i den økonomiske vækst.

»Det vi har set i de senere år, er, at vi får mere vækst og mere beskæftigelse i virksomhederne, efter finanskrisen er takket af. De fleste ledere får flere udfordringer, medarbejdere og ansvarsområder, og så er motivationen til at søge nyt job mindre,« siger Svend Askær.

Når man spørger ind til, hvad der giver jobtilfredshed, så er det udfordringer.
Svend Askær, Formand for fagorganisationen Lederne

Ifølge Svend Askær, er ledernes væsentligste motiv for jobskifte ønsket om nye udfordringer.

»Ledere skifter oftest job, når arbejdet går lidt i stå. Hvis man ikke får de muligheder, som man godt kunne tænke sig, så bliver dagligdagen en trædemølle, og så søger man videre« siger Svend Askær.

Ledernes anden største bevægegrund for at søge ny græsgange er jagten på et bedre sammenhæng mellem arbejde og privatliv. Dernæst følger uoverensstemmelser med chef eller virksomhed, ønsket om mere i løn og manglende muligheder for at stige i graderne.

Ifølge Svend Askær er det imidlertid ikke helt dumt for ledere, at se sig om efter nye stillinger, der kan føre til et fremtidigt jobskifte.

Hvis man kigger på lønstatistikken, så er det i forbindelse med jobskifte, at man får mere i løn.
Svend Askær, Formand for fagorganisationen Lederne

»Vi siger også til vores medlemmer, at det, der giver dig de bedste jobmuligheder på sigt, er at skifte job engang imellem. Jeg plejer at sige, at mens man er stadig mobil, midt i 40’erne, bør man have skiftet job fire-fem gange,« siger Svend Askær.

Ifølge statistikken så modtager ledere, der har har skifte job fire-fem gange mere i løn, end ledere der kun har skiftet to-tre gange. Alligevel er det jagten efter nye udfordringer, der trækker de danske ledere tilbage på arbejdsmarkedet.

»Jobskifte er med til at give en højere løn, men det er ikke nødvendigvis det, der giver lederne motivationen til at søge nye jobs. Og det er jo interessant,« siger Svend Askær.

Artiklens emner
Lederne
Svend Askær