Mærsks topchef efter oliesalg: Salget er en god løsning for Danmark og medarbejderne
Topcefen i A.P. Møller Mærsk er tilfreds med salget af Mærsk Olie og Gas til franske Total, og mener det er en god løsning for medarbejderne og Danmark i helhed eftersom Total vælger at fastholde aktiviteterne i Danmark.
Det salg, som A.P. Møller-Mærsk har annonceret af Mærsk Olie og Gas, er det første skridt i den strategi, der blev offentliggjort 22. september sidste år om at frasælge Mærsks olierelaterede aktiviteter - Oil & Gas, Supply, Tankers og Drilling.
Prisen på 7,45 mia. dollar betegner Mærsk-topchefen Søren Skou over for Ritzau Finans som "god og fair".
- Vi har vurderet de mange muligheder, der har været i spil, og fundet at denne løsning er den bedste, siger han, og kalder det "første skridt" i Mærsks plan, som blev lanceret sidste september om at blive container-, havne- og logistikselskab.
Mærsk arbejder nu videre med planerne for de resterende tre "olieforretninger", Supply, Drilling og Tankers.
- Salget af Mærsk Olie og Gas til Total er en god løsning for Danmark og for vores medarbejdere, siger Søren Skou.
Han pointerer, at køberen, franske Total, er det fjerdestørste olieselskab i verden, når statsejede olieselskaber i Mellemøsten fraregnes. At Total er næststørst på Nordsøen, og at de producerer 10 gange så meget olie som Mærsk Olie og Gas.
- De har finansielle muskler og vil bruge alle kræfter på at udvikle olie- og gasproduktion i den danske sektor, vurderer han og venter ingen jobmæssige konsekvenser.
Total har givet tilsagn om at etablere hovedkontor i København for Totals aktiviteter i Danmark, Norge og Holland.

