Ford vil sætte strøm til millioner af Kinas biler
Mens et kinesisk firma har set sig lun på Fiat og Jeep, forsøger Ford nu at få en fod ind på det kinesiske marked for el-biler.
Kina er allerede det største marked i verden for elbiler, men det kan blive større. Derfor forhandler Ford lige nu med et kinesisk selskab om at skabe en ny serie elektriske køretøjer til det kinesiske marked.
Det skriver BBC.
Den potentielle partner er Anhui Zotye Automobile.
Meldingen kommer dagen efter, at den kinesiske bilkoncern Great Wall erklærede sig interesseret i Fiat Chrysler-koncernen. Interessen er især samlet om Jeep.
Fords interesse for Kina er formentlig en konsekvens af, at de kinesiske myndigheder er på vej med nye regler, der favoriserer el-bilerne, fordi regeringen vil mindske forureningen.
Kina er allerede det land i verden, der har flest elbiler på vejene. Regeringens mål er ifølge BBC, at 8 pct. at solgte biler er elektriske. Det skal stige til 12 pct. i 2020.
Ford håber inden nytår at lande en aftale med Zotye, som specialiserer sig i små biler.
»Det giver os en spændende mulighed for at bruge hinandens styrker i et forsøg på at nå en winwin-situation for begge parters vækst i det hurtigt udviklende kinesiske el-køretøjsmarked,« siger Jin Zheyoung, betsyrelsesformand og adm. direktør for Zotye.

