Erhverv

Investorer revser Pandora for dårlig kommunikation

På grund af manglende informationer er det umuligt at gennemskue, hvordan Pandoras forretning har det, lyder kritikken fra en stribe investorer.

Investorer og analytikere revser Pandora og topchef Anders Friis Colding for ringe kommunikation, der gør det umuligt at gennemskue, hvordan den underliggende forretning går.

Det er stort set umuligt at gennemskue, hvordan appetitten på Pandora-smykker udvikler sig.

Sådan lyder det fra flere investorer, der er stærkt utilfredse med selskabets regnskabsaflæggelse og kommunikation.

“Vi har overhovedet ingen transparens i forhold til, hvordan den underliggende forretning har det. Det synes jeg er uklogt. Især med Pandoras historik. Vi er mange, der stadig husker august 2011,” siger Kasper Brix-Andersen, chefporteføljeforvalter i BankInvest, der ejer Pandora-aktier.

I august 2011 faldt Pandora-aktien 70 pct. på en enkelt dag, da selskabet helt uventet meldte om faldende omsætning og sænkede resultatforventningerne til hele året drastisk.

Efter en omfattende genopretningsplan er aktiekursen mere end 16-doblet, men den er i år faldet mere end 25 pct. i et ellers positivt 2017.

»Det der i høj grad frustrerer analytikere og investorer er, at specielt den amerikanske del og udviklingen i like-for-like salget har været udfordret, men det er svært at få kvantificeret,« siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg hos Formuepleje.

Like-for-like salget udtrykker salget i eksisterende butikker og er ekstremt afgørende for værdien af detailkoncepter som Pandora, da det viser, hvordan den underliggende efterspørgsel på f.eks. smykker udvikler sig efter den normalt positive introduktionsfase. Den manglende kommunikation gør kun aktienedturen værre, lyder kritikken.

Den går bl.a. på, at selskabets informationer om salget i eksisterende butikker er stort set ubrugelige, da tallene kun dækker 20 pct. af det samlede salg af Pandora-smykker til forbrugerne.

Man får ikke det reelle billede af, hvordan efterspørgslen på Pandora-smykker er

Michael Voss, , investor, Fundamental Invest

Dermed ses der bort fra udviklingen i engrossalget til franchisetagere og distributører, der har fat i 80 pct. af smykkefirmaets kunder.

»Man får ikke det reelle billede af, hvordan efterspørgslen på Pandora-smykker er i f.eks. Nordamerika. Det må være en af de opgaver, Pandora skal løse for at give markedet en mere lettilgængelig indsigt i, hvordan det udvikler sig,« siger Michael Voss, prisvindende investor bag Fundamental Invest, som har placeret ca. 10 pct. af formuen i smykke-selskabet.

Enten lever selskabet i en boble, eller også forsøger de at få tingene til at se bedre ud, end de er

Analyserapport fra investeringsbanken Carnegie

Også Lars Topholm, chefaktieanalytiker hos Carnegie, efterlyser bedre information. Topholm er en velanset analytiker, hvis analyser i flere tilfælde har barberet eller tilføjet milliarder til børsværdien af Pandora. I sin seneste rapport fra 14. august, som Finans er i besiddelse af, sænker han anbefalingen på Pandora-aktien til hold og langer ud efter Pandoras ledelse.

»Enten lever selskabet i en boble, eller også forsøger de at få tingene til at se bedre ud, end de er. Begge dele eroderer tilliden til ledelsen, og vi ville være meget mere trygge, hvis vi kaldte tingene ved deres rette navn,« skriver Topholm.

Finans har talt med en håndfuld institutionelle investorer, hvoraf flere ikke må udtale sig pga. firmapolitik.

Én siger, at den måde, Pandora informerer på, er »umulig at gennemskue«. En anden siger, at tallene kun viser den del af forretningen, der går bedst. En tredje siger, at investorerne overhovedet ingen transparens har.

Det har ikke været muligt at få et interview med Pandoras ledelse, der dog melder hus forbi i forhold til kritikken.

»Vores rapporteringsstruktur afspejler tydeligt den måde, vi internt styrer forretningen, og tilgangen er helt på linje med den struktur, som andre sammenlignelige virksomheder anvender. På adskillige områder giver vi faktisk mere information end andre,« skriver finansdirektør Peter Vekslund i en mail. Han mener ikke, at Topholms kritik er hverken fair eller retvisende.

Michael Voss fra Fundamental Invest mener, at Pandoras fremtid ser lys ud og fremhæver mulighederne i Kina og Asien samt nye fabrikker i Thailand, der gør det billigere og markant hurtigere at lancere nye smykkekollektioner. Men han revser igen kommunikationen.

»Som børsnoteret er det vigtigt, at du har en god dialog med markedet. Man kan ikke bare trække en te-hætte over hovedet og sige, at man gør, som man selv vil,« siger han.

Læs også