Er du en pralrøv? 10 ord du aldrig skal bruge i en jobansøgning
Måske synes du, at du er ret "klog". Men det skal du lade andre om at bedømme. Hvis du skriver det i din ansøgning, virker det bare dumt.

Det er altid svært, at skulle beskrive sig selv. Især på skrift. I en jobansøgning forventes det, at man forsøger at fortælle lidt om sig selv.
Men der er nogle tillægsord som bare ikke virker godt på skrift. Ord som hurtigt bliver til trættende trivialiteter, en cliché eller blot er Karl-smart ord, der lige nu er oppe i tiden. De såkaldte buzzwords.
Og endelig er det en dårlig taktik at prale af sig selv. Det skal man helst få andre til.
»Hvis man beskriver sig selv som "en resultat orienteret professionel med fokus på bundlinjen og en motiveret selv-igangsætter", så lyder det bare ikke godt. Det kunne være skrevet af en drone. Hvorfor bruge den slags clicheer, når der findes masser af andre ord,« siger direktør Liz Ryan fra Human Workplace til forbes.com
Her er 10 ord, du aldrig skal bruge om dig selv i din ansøgning:
- Innovativ
- Disruptive (det værste af disse dages modeord)
- Visionær
- Senior niveau
- Game changer (det næstværste af tidens modeord)
- Klog
- Strategisk
- Dygtig
- Et talent
- Empatisk
Hun mener, at du hellere skal bruge pladsen på, at fortælle lidt om din personlighed, og hvad du har beskæftiget dig med tidligere.
»Det hjælper ikke, at du roser dig selv til skyerne, selv om vi er blevet tudet ørene fulde af, at vi skal være branding specialister for os selv. Det passer ikke. Hvis man roser sig selv, udstråler man frygt frem for selvtillid. Desto mere selvtillid man har, jo mindre behøver man at bruge den slags ord om sig selv,« siger Liz Ryan.