Erhverv

Byggematador gik konkurs: Nu hjælper han sønnen med at omsætte for hundrede af millioner

Bjarne Mayland var engang kendt som Næstveds mæcen. Siden gik han personligt konkurs, og nu er han ansat i sin 28-årige søns succesfulde virksomhed.

Far og søn, Bjarne og Anders Mayland, driver sammen ejendomsudviklingsvirksomhed Maycon, der er en del af Anders Maylands koncern, som har en egenkapital på en kvart mia. kr. Foto: Tony Nielsen

Gennem flere årtier var den 70-årige Bjarne Mayland kendt som Næstveds private pengetank. Byggematadoren der spyttede millioner og atter millioner i byens kultur- og sportsliv gennem sit ejendomsselskab Danton, der har bygget huse for tusinder af danskere.

Men i 2011 krakkede Danton, og et år senere gik Bjarne Mayland personligt konkurs, så han måtte gå fra hus og hjem.

Siden har Bjarne Mayland begået et lidt anderledes comeback.

Han blev nemlig kort efter sin personlige konkurs ansat i sin 28-årige søn Anders Maylands succesfulde ejendoms- og byggekoncern, som de seneste tre år har haft et samlet overskud efter skat på 187 mio. kr. og nu har en egenkapital på 255 mio. kr.

Helt konkret blev Bjarne Mayland projektudvikler i datterselskabet Maycon, der er en ejendomsudviklingsvirksomhed, som de seneste år har haft pæne driftsoverskud i millionklassen.

Ifølge Bjarne Mayland var ansættelsen som projektudvikler i Maycon en anden måde at lave et generationsskifte på, fordi hans eget livsværk endte med at gå neden om og hjem.

»Der kommer ikke til at være noget at give min søn i arv, så nu får han al erfaringen, lærdommen og det gode udseende i arveforskud i stedet,« siger han.

De seneste fire år har Bjarne og Anders Mayland sammen udviklet over 1.000 bygninger inden for bolig, kontor og detail. Derfor tøver den tømreruddannede Anders Mayland heller ikke med at kalde samarbejdet mellem de to for succesfuldt.

»Hvor min far har erfaringen, den overordnede knowhow og de gode forbindelser, er jeg mere i øjenhøjde med håndværket, netværket og det politiske spil. Med mig ved roret og Bjarne i baglandet er jeg sikker på, at vi kan nå langt,« siger han.

Nu får han al erfaringen, lærdommen og det gode udseende i arveforskud i stedet.

Bjarne Mayland

Anders Mayland har aldrig frygtet, at hans fars fortid som konkursramt skulle være til mere skade end gavn for hans virksomhed.

»Jeg kender min far godt nok til at vide, at han lærer af sine fejl. Der ligner vi meget hinanden. Alt til trods har han personligt et stærkt netværk og en uvurderlig erfaring, som vi nyder rigtigt godt af, så den ville jeg aldrig kunne undvære,« siger han.

Allerede som 8-årig lavede Anders Mayland sin første forretning i forbindelse med, at hans far fyldte 50 år og fik en masse kasser vin.

»Der øjnede jeg som 8-årig muligheden for at skabe en lille forretning. Jeg ombyggede de gamle vinkasser til over 100 fuglehuse, som jeg cyklede rundt og solgte for en halvtredser til naboer, venner og bekendte,« siger han.

Anders Maylands koncern har været involveret i en lang række prestigefyldte byggeprojekter, herunder Toldbodhusene i Odense og Tobaksbyen i Gladsaxe.

BRANCHENYT
Læs også