Ny Hummel-boss fyrer ansatte som det første
Ni ansatte måtte sige farvel til jobbet, da Allan Vad Nielsen satte sig i direktørstolen hos Hummel i august.
Allan Vad Nielsen har ikke siddet længe i førersædet hos Hummel. Alligevel har han valgt som noget af det første at fyre ni ansatte på tværs af organisationen.
Det skriver Børsen tirsdag.
»Det er sket for at tilpasse virksomhedens faste omkostninger til vores nuværende omsætning. Som ny direktør har jeg fundet det nødvendigt, at vi kigger på en optimering af den måde, Hummel hidtil har været drevet og struktureret på,« siger Allan Vad Nielsen til Børsen.
Fyringsrunden er ikke det eneste nye tiltag. Hummel har en ambition om at ramme en omsætning på 2 mia. kr. inden for en nærmere fremtid. Derfor er Allan Vad Nielsen gået i gang med en stor strategi- og optimeringsproces, som han forventer at kunne præsentere i begyndelsen af 2018.
Hummel ramte for første gang en omsætning på 1 mia kr. i 2016. Det var særligt Hummels overtagelse af aktiemajoriteten i dets handelsselskab i Tyrkiet, der lå bag.
Allan Vad Nielsen kom til Hummel fra en chefstilling hos Bestseller, og blev dermed erstatningen for den mangeårige chef Søren Schriver, der tilbage i februar blev fyret under stort spektakel. Det skete, fordi Christian Stadil mente, at Søren Schriver havde handlet groft illoyalt og begået omfattende kriminalitet mod Hummel. Det nægter Søren Schriver dog og har siden sagsøgt Hummel. Han trådte for nyligt ind i bestyrelsen hos Bülow-lakrids.


