Fortsæt til indhold

Betting-firma får rekordstor bøde for at svigte ludomaner

Det netbaserede bettingfirma 888 har modtaget en rekordstor millionbøde for at svigte de kunder, der er endt i ludomani. De britiske myndigheder kalder opførslen uhyrlig.

Erhverv

Tusindvis af kunder havde ellers bedt om at blive lukket ude fra spillesiden 888, for de kunne ikke styre deres ludomani. Men de havde adgang til deres konto alligevel, og een af dem endte med at spille for 10 mio. kr. på eet år - penge han ikke selv havde.

Det udgør et "uhyrligt" svigt, mener de britiske spilmyndigheder, Gambling Commission. Nu har de straffet spillefirmaet 888, der også opererer i Danmark, med en bøde på 7,8 mio. pund eller omkring 63 mio. kr.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Betting-selskaberne er forpligtet til at beskytte kunderne mod at skade sig selv. Men en teknisk fejl i 888's systemer, betød, at forbuddet mod at spille, som kunderne altså selv havde bedt om, ikke virkede i praksis.

Udover bøden, som sætter rekord for den slags, skal selskabet betale 4,3 mio. pund, små 35 mio. kr., til en organisation, der bekæmper gambling.

888 fik i 2016 en stigning i indtægterne før skat på 82 pct. til 59,2 mio. pund. Bøden udgør kun 13 pct. af dette overskud, så 888 har råd til beten.

Selskabet forklarer, at det har opgraderet de tekniske systemer for at forhindre, at det sker igen.

Spilleren, der nåede at bruge flest penge i perioden, fik en fængselsstraf, bl.a. fordi han brugte penge, der tilhørte hans firma.