Erhverv

Yousee hæver prisen på tv og internet fra nytår

Danmarks største leverandør af tv og internet kommer fra nytår til at opkræve mellem 10 og 20 kr. ekstra fra sine kunder om måneden.

Det bliver dyrere at se tv som Yousee-kunde fra nytår. Foto: Thomas Borberg Foto: Thomas Borgberg

Over én mio. danskere kan fra nytår se frem til at skulle have flere penge op ad lommen, når de skal betale for tv og internet.

Yousee, landets største leverandør af tv og internet, hæver nemlig priserne på de to services.

Det fortæller Yousees tv- og bredbåndsdirektør, Jacob Mortensen, til Berlingske.

»Tv-priserne og priserne på rettigheder stiger. Samtidig vokser bredbåndstrafikken med 40-50 pct. om året. For at kunne levere, så folk får den oplevelse, som de forventer, skal vi investere betydeligt i netværket for at kunne håndtere trafikken,« siger han.

Helt konkret kommer tv- og internetpriserne til at stige med mellem 10 og 20 kr. om måneden fra nytår.

For de 63 pct. af Yousees tv-kunder, der har mellempakken, vil prisstigningen være på 10 kr., mens dem med den store pakke får et 20 kr. dyrere abonnement.

77 pct. af internetkunderne hos Yousee, hvilket er dem, der har købt et internetabonnement før den 8. maj i år, får hævet priserne på deres abonnement. De resterende 23 pct. bliver ikke ramt af prishoppet.

Yousee er ejet af telegiganten TDC, som i de seneste kvartalsregnskab har kunnet meddele, at den i 2017 har tabt tv-kunder i titusindvis. Således mistede TDC i årets første kvartal 22.000 tv-kunder, mens tabet var på 23.000 kunder i andet kvartal.

BRANCHENYT
Læs også