Kvinders hang til at spejle sig i garderoben skaber ny dansk fabrik
Køkkenkoncernen TCM Group har fart i salget af skydedøre og åbner derfor ny produktion i Vestjylland.
Salget af køkkener og bademøbler vokser hastigt her i landet i takt med især et bedre boligmarked. Samtidig får det nu også producenterne til i større stil at satse på andre produkttyper til hjemmet - og især inden for garderober.
En af dem er TCM Group, der bl.a. omfatter køkkenkæderne Svane og Tvis som havde en samlet vækst i omsætningen på 15 pct. i fjor. Selskabet overtog tidligere i år konkurrenten inden for køkkener Nettoline, der er placeret i vestjyske Aulum - 10 km. fra TCM Groups hovedsæde i Tvis ved Holstebro.
Og den konsolidering i markedet fører nu også til etablering af en ny fabrik med produktion af skydedøre til især garderrober. Fabrikken indrettes i en del af Nettolines produktionslokaler i Aulum og får i første omgang 20 ansatte. Nogle af dem er medarbejdere fra Tvis, der overflyttes, men andre er nyansættelser.
Og ifølge TCM Groups adm. direktør Ole Lund Andersen er målet at ekspandere yderligere. Den nye fabrik skal producere skydedøre til alle koncernens egne mærker.
Ifølge ham er der vækst i salget af netop skydedøre. Og det bl.a. i kraft af at flere danske hjem nu indrettes med større garderober, som beboerne kan gå ind i og have tøjet hængende i.
»Med den nye fabrik kan vi både optimere logistikken i forhold til kunderne og udvide produktionen af skydedøre til alle vores sortimenter og mærker,« siger Ole Lund Andersen.
TCM, der i fjor omsatte for ca. 600 mio. kr. og har ca. 300 ansatte, blev for halvandet år siden overtaget af kapitalfonden IK Investment Partners gennem en handel med den tidligere ejer, Axcel.
Ifølge rygtebørsen er TCM et af de danske selskaber, som kan stå over for enten børsnotering eller salg. Forlydender som hverken ejeren eller ledelsen i selskabet ønsker at kommentere.