Fortsæt til indhold

Kurt Skov tog et år mere som direktør i sit livsværk - nu stopper han

En af Danmarks største transport- og logistikvirksomheder, Blue Water Shipping, skifter topchef.

Erhverv

Stifteren og ejeren bag den danske transportkæmpe Blue Water Shipping, Kurt Skov, træder igen tilbage som direktør for sit livsværk.

Kurt Skov genindtrådte som adm. direktør i januar 2016 efter uenighed med den daværende topchef. Egentlig ville Kurt Skov blot have siddet som direktør i et års tid, men da han ikke var tilfreds med udviklingen i selskabet, valgte han at blive lidt længere.

Nu har Blue Water Shipping imidlertid fundet en ny topchef i form af den 51-årige Søren N. Thomsen. Han forlader sit nuværende job som topchef hos rederiet Esvagt og får i stedet det overordnede ansvar for Blue Water Shippings 1.500 ansatte rundt om i verden.

»Målet er, at vi fremover kan skabe bedre stabilitet i vores forretning – blandt andet gennem forbedret indtjening og en mere fokuseret strategi. Med sin omfattende erfaring er jeg sikker på, at Søren kan medvirke til at bringe Blue Water fremad i den rigtige retning og tempo i tæt samspil med den øvrige direktion,« siger Kurt Skov.

Han vender nu retur til rollen som arbejdende bestyrelsesformand for Blue Water Shipping, som han grundlagde i 1972.

Søren N. Thomsen glæder sig naturligvis til at blive topchef for en af Danmarks største transport- og logistikvirksomheder.

»Blue Water er en utrolig spændende virksomhed med en unik og stærk kultur. Det er imponerende, hvad Kurt har formået at bygge op fra bunden, og jeg ser det som en ære at få mulighed for at være med til at føre Blue Water videre,« udtaler han.

Blue Water Shipping, der har hovedsæde i Esbjerg, har på to år tabt 35 mio. kr. Det skyldes ifølge Kurt Skov den lave oliepris, som har påvirket aktivitetsniveauet og indtjeningen, samt store investeringer.

En af den nye topchefs primære opgaver bliver netop at sikre »en optimal effekt« af de investeringer, lyder det.

»Dette arbejde vil også påvirke resultatet for indeværende år. Til gengæld ser vi positivt frem mod 2018, hvor vi for alvor tager hul på – og vil se indtægter fra - vores kæmpeprojekter i Kazakhstan, hvor vi de kommende år har kontrakter til en samlet værdi på omkring 5 mia. kr.,« siger Kurt Skov.

Blue Water-ejeren er gennem sit private holdingselskab god for over 100 mio. kr. Blue Water Shipping omsætter årligt for over 4 mia. kr.

Artiklens emner
Blue Water Shipping
Kurt Skov