Fortsæt til indhold

Fremgang i dansk økonomi giver gyldne muligheder for bankerne

De danske banker får stor gevinst på en halv milliard kroner grundet boligpriserne og faldende ledighed.

Erhverv
/ritzau/FINANS

I Danmark har faldende ledighed og stigende boligpriser givet bankerne medvind i form af en kolbøtte i nedskrivningerne. Ifølge analytikerne kan det være tegn på, at bankerne er klar til at tage større risici på lånebøgerne.

Det skriver Berlingske Business.

Avisen har foretaget en gennemgang af halvårsregnskaberne fra landets 20 største banker, der viser, at mens overskuddet er steget med 41 pct. til 21 mia. kr., er de samlede nedskrivninger gået fra 875 mio. kr. i første halvår af 2016 til en tilbageførsel på 478 mio. kr. i de første seks måneder af 2017.

Det betyder, at bankerne kan føre omkring en halv milliard kroner tilbage, som de ellers havde tilsidesat til forventede tab på deres lån.

- Der er en bedring i kreditkvaliteten sammenlignet med sidste år. Det er et udtryk for den bedring i samfundsøkonomien, som vi har set det seneste år. Privatkunderne har det ganske enkelt bedre. Det har de især på to parametre: boligpriser og ledighed, siger Handelsbankens bankanalytiker Thomas Eskildsen til Berlingske Business.

Hos Sydbank hæfter man sig især ved fremgang i landbrugssektoren.

- Erhvervskundernes økonomi har det også godt, og frem for alt er priserne på landbrugsvarer gået pænt op i første halvår, hvilket betyder meget for bankerne. Landbruget var vel den flanke, vi havde lidt åben, siger Karen Frøsig, Sydbanks administrerende direktør, til Berlingske Business.

Hos Sydbank faldt nedskrivningerne med 90 pct. fra første halvår af 2016 til første halvår af 2017.

Artiklens emner
Thomas Eskildsen
Karen Frøsig