Her er skatteyderne vinavlere i stor stil

En nordtysk flod på fem bogstaver, hvor man dyrker vin langs bredderne? Weser? Nej. Elben? Nej, det kan heller ikke passe. Elben løber jo igennem Hamborg og er rygraden i byens havn, og som vi er nødt til at køre under, når vi skal sydpå.

Riesling-druer klar til at blive høstet på Schloβ Wackerbarth nær Dresden. Foto: Keld Louie Pedersen

NIEDERLÖβNITZ – Vinmarkerne rejser sig stejlt på skrænterne langs Elben vest for Dresden.

Terrasserne står så tæt, at det kræver en god kondition at passe vinen og senere høste den, da ingen maskiner kan bevæge sig i dette terræn.

Her mellem Erzgebirge og sachsisk Schweiz ligger Tysklands nordøstligste vinområde. Herfra er der langt til de store vindyrkningsområder langs Rhinen, Mosel og Neckar, men lidt har også ret.

»Weinland Sachsen dækker 492 hektar, hvilket kun er 0,2 pct. af det samlede vindyrkningsareal i Tyskland. Her er 35 vingårde, der lever af at dyrke vin, mens andre 39 har vindyrkning som bibeskæftigelse. Der er dog ingenlunde tale om en ny foreteelse, da vi her i Sachsen har dyrket vin uafbrudt i mere end 850 år,« forklarer Martin Junge, kommunikationsdirektør på Schloβ Wackerbarth.

Selv om Sachsen er det mindste vindyrkningsområde i Tyskland, hører Schloβ Wackerbarth med sine 105 hektar faktisk til blandt Tysklands største vinslotte.

Schloβ Wackerbarth med vinmarkerne i baggrunden. Faktisk er slottets vinmarker fordelt på mindre lodder over en strækning på næsten 30 km langs østsiden af Elben. Foto: Keld Louie Pedersen

Denne del af Tyskland var fra slutningen af Anden Verdenskrig og frem til Berlinmurens fald en del af Den Tyske Demokratiske Republik (DDR), der ikke lige frem blev forbundet med vin eller velvære.

Martin Junge, direktør, Schloβ Wackerbarth

Denne septemberdag skinner solen gennem et tyndt skylag, og vinhøsten er i fuld gang. Vinplukkerne må forcere de stejle skrænter til fods, og de 50 kg tunge kurve må bæres ned til traktorerne, der venter på at køre de modne vindruer til presning.

»Når det kommer bag på mange, at der dyrkes vin langs Elben, skyldes det i reglen et forståeligt ukendskab. Denne del af Tyskland var fra slutningen af Anden Verdenskrig og frem til Berlinmurens fald en del af Den Tyske Demokratiske Republik (DDR), der ikke ligefrem blev forbundet med vin eller velvære,« siger Martin Junge.

»Skandinaver forbinder uvægerligt Elben med Hamborg, hvor der ikke er skygge af vinmarker. Imidlertid er såvel klimaet som jordbundsforholdene her på østsiden af Elben ideelle til vindyrkning. På terrasserne er jorden vulkansk, sine steder leret og mineralrig, ligesom vi har fastlandsklima, der er anderledes stabilt end det kystklima, som man er vant til længere nede ad Elben. Dresden og omegn er blandt de egne af Tyskland, der har flest solskinstimer,« føjer han til.

Vi plejer gerne at sige, at vine fra Sachsen er lette og elegante som en balletdanser modsat de vine, der er kraftige som en fribryder.

Schloβ Wackerbarth

Mere nøjagtigt siger statistikken en årlig gennemsnitstemperatur på 9,2 grader celsius, 6-700 mm nedbør og 1.570 solskinstimer. I Danmark er den 30-årige klimanormal til sammenligning en gennemsnitstemperatur på 7,7 grader, 712 mm nedbør og 1.495 solskinstimer.

»En solid del af produktionen her på Schloβ Wackerbarth er sekt (mousserende vin, red.), der i al væsentligt afsættes på hjemmemarkedet. På disse kanter blomstrer vinen tidligt og høstes sent. De vine, der produceres her, er i den lette genre. Vi plejer gerne at sige, at vine fra Sachsen er lette og elegante som en balletdanser modsat de vine, der er kraftige som en fribryder,« konstaterer Martin Junge.

Under alle omstændigheder er det udfordrende at dyrke vin nord for den 51. breddegrad, hvilket det gennemsnitlige udbytte på 45 hektoliter pr. hektar vidner om. I Tyskland som helhed ligger udbyttet i seneste høstår på 88 hektoliter pr. hektar.

 

Schloβ Wackerbarth adskiller sig fra de fleste andre vingårde ved at være ejet af staten Sachsen. Ikke ligefrem, hvad man ville forvente i et markedsøkonomisk samfund som det tyske.

Slottet har eksisteret siden 1730, men rigsgreve August Christoph von Wackerbarth og hans efterkommere havde ikke just let ved at skabe en sund drift. Nok var der penge i at dyrke vin, men det er langt dyrere at gøre det på snævre terrasser end de store vinmarker, som man finder længere nede i Europa, og i 1816 mistede slægten slottet ved en konkurs.

Siden blev det skole, sanatorium, refugium, lazaret, militærforlægning og til sidst postkontor under den sovjetiske besættelse umiddelbart efter Anden Verdenskrig. I 1952 blev slottet endelig gendannet som vinslot, men denne gang som Volkseigene Gut Weinbau Löβnitz – altså et statskollektiv.

I alle årene fra konkursen i 1816 og frem blev der på trods af omskiftelighederne dyrket vin på Schloβ Wackerbarth, og derfor er den viden om vindyrkning, der gennem århundreder har eksisteret i området, ikke gået tabt.

Netop fordi slottet kom under statseje, blev mange andre vinmarker lagt ind under det, men på trods heraf lykkedes det ikke at etablere en rentabel drift. Markedet for vin var overskueligt i DDR, om end salget af sekt gik ganske godt. En del af produktionen blev eksporteret til andre lande bag Jerntæppet, hvilket imidlertid ikke var nogen guldrandet forretning.

»Da Berlinmuren falder i 1989 og Tyskland bliver genforenet, blev slottet omdannet til Weinbau Radebeul – Schloß Wackerbarth GmbH og overtaget af den statsejede Sächsische Aufbaubank SAB. Tanken var en hurtig privatisering, men fordi slottet og terrasserne er ganske vedligeholdelseskrævende, var det et krav, at bygninger, produktionsfaciliteter og vinmarker blev solgt samlet. Desuden var det ønsket at fastholde de 120 ansatte og den sum af viden, som de repræsenterede,« forklarer Martin Junge.

»Det lykkedes ikke at finde interesserede købere; især på grund af omkostningerne ved at holde terrasserne ved lige. Kampestensmurene er op til 400 år gamle. Det koster i omegnen af 500 euro pr. kvadratmeter at holde dem ved lige, og vi har 25.000 kvm terrassemure. Bare ét skybrud kan hurtigt vælte dele af en mur, og netop sådanne uforudsigelige udgifter har holdt potentielle købere væk,« føjer han til.

"Europas første oplevelsesvinslot" kalder Schloβ Wackerbarth sig selv. Foto: Keld Louie Pedersen

Selve hovedbygningen på Schloβ Wackerbarth og terrassemurene er klassificerede som kulturarv og skal derfor under alle omstændigheder bevares - om nødvendigt på skatteydernes regning. Vinproduktionen og besøgsaktiviteterne er profitable, men det er netop helheden, der lægges vægt på, og den ønskede ingen at betale en acceptabel pris for.

Derfor ejer skatteyderne i Sachsen gennem SAB nu slottet, hvilket ikke er så usædvanligt endda i Tyskland. Det verdensberømte bryggeri Hofbräuhaus i München er eksempelvis ejet af delstaten Bayern, og tilsvarende er også andre vinslotte og bryggerier i statseje.

Konstruktionen med ejerskabet via SAB betyder, at der ikke eksisterer offentlighed omkring regnskaber eller andre data, selv om skatteyderne reelt er slotsejere.

»Det siger sig selv, at vi har nogle hensyn at tage til de private vinavlere her langs Elben. Vi har bl.a. valgt at operere med de højeste priser, så ingen kan hævde, at skatteyderne i Sachsen byder de private vinavler på priskonkurrence. Endvidere sælger vi i vores forretning her på slottet vine fra andre af de lokale producenter,« understreger Martin Junge.

Vin fra Schloβ Wackerbarth koster fra 90 kr. og opefter, og er dermed prisførende i den vinproducerende del af Sachsen. Foto: Keld Louie Pedersen

Vinene fra Schloβ Wackerbarth sælges fra 12 euro (90 kr.) pr. flaske og opefter, mens sekt koster fra 15 euro (111 kr.) og opefter. Årsproduktionen andrager 350.000 flasker vin og 250.000 flasker sekt.

»Foruden at producere og sælge vin har vi omdannet slottet til et oplevelsescenter. Her kommer hen ved 200.000 besøgende om året, der deltager i rundvisninger, vinsmagninger og andre arrangementer. Vi har således 120 bryllupper om året. Endvidere har vi egen restaurant, hvor gæsterne kan nyde et gourmetmåltid med en vinmenu bestående af vores egne vine,« fortæller Martin Junge.

»Vi bryster os af at være Europas første oplevelsesvinslot, hvor man kan følge hele tilblivelsesprocessen af vin og sekt, lige som vi kan tage arrangementer på op til 2.000 mennesker ad gangen,« føjer han til, mens vi vandrer langs vinmarkerne, besigtiger slottet og ser de nyhøstede druer ankomme og straks blive presset.

I kælderen produceres vinene såvel i rustfri ståltanke som i de klassiske egetræsfade. I kælderen står sektflasker i tusindvis på hovedet i særlige stativer, hvor de under gæringen vendes regelmæssigt for at opnå det ønskede resultat.

Nok forbindes Tyskland med øl og gemütlichkeit, men det er også et af de større vinlande. I seneste høstår blev det til 8,9 millioner hektoliter, hvilket rækker til en position som verdens tiende største producent.

 

 

Tyskerne drikker gerne deres egen vin, men som tilfældet er på så mange andre områder, er Tyskland også storeksportør af vin, og de tre største eksportmarkeder er USA, Holland og Storbritannien med Norge på en fjern 4. plads.

Danmark indtager en 13. plads, men Deutsches Weininstitut i Bodenheim oplyser, at eftersom tallet for den tyske eksport af vin til Danmark ikke omfatter de mængder, som danskerne selv hjembringer i forbindelse med grænsehandlen, kan der være tale om større mængder, end hvad de officielle statistikker viser.

Tusinder af flasker "Sekt Bussard" ligger til gæring. De skal regelmæssigt vendes en kvart omgang, hvilket som så meget andet på Schloβ Wackerbarth er håndarbejde. Foto: Keld Louie Pedersen

Rundgangen på Schloβ Wackerbarth efterlader ingen tvivl om, at vinproduktionen er yderst seriøs.

»For os handler det om nydelse. Nydelsen ved at se vinstokkene springe ud om foråret. Nydelsen ved at se druerne vokse, modnes og blive høstet. Nydelsen ved at lave vine af høj kvalitet og da ikke mindst nydelsen ved et glas vin,« siger Martin Junge og fortsætter:

»Derfor slutter vores rundgang også af her i butikken, hvor jeg gerne vil indbyde Dem til at smage vores vine. Vi har flere end 50 forskellige typer vin og sekt, og De er velkommen til at smage så meget, som de vil.«

Der bliver stille.

»Desværre, Hr. Junge. Jeg er i bil og må derfor høfligt afslå Deres generøse tilbud,« svarer jeg.

»Sporvognen inde fra Dresden kører ellers lige til døren, Hr. Pedersen. Den kunne De med fordel have taget,« siger Martin Junge med et næsten undskyldende smil.

Det er svært andet end at give ham ret.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.