Historisk familiefirma har vokseværk: Vil sælge designmøbler for 1 milliard
Carl Hansen & Søn har købt den dansk-vietnamesiske møbelvirksomhed DAFI Tropicane.
I juni landede den 109 år gamle familieejede møbelvirksomhed Carl Hansen & Søn det bedste årsregnskab nogensinde. Nu sigter møbelvirksomheden efter en omsætning på 1 milliard. Derfor har Carl Hansen & Søn, som led i en større ekspansionsplan, opkøbt den danskejede, vietnamesiske møbelvirksomhed DAFI Tropicdane. Det skriver Carl Hansen & Søn i en pressemeddelelse.
»Opkøbet giver os to afgørende fordele: For det første styrkes vi finansielt, hvilket sikrer, at vi kan fastholde og udvikle danske arbejdspladser og produktionen af danske designklassikere i Danmark. For det andet kommer vi ind på helt andre globale markeder, som også åbner nye muligheder for, at vi kan afsætte vores danskproducerede designklassikerne til endnu flere end i dag,« skriver adm. direktør i Carl Hansen & Søn, Knud Erik Hansen, i pressemeddelsen.
Møbelvirksomheden DAFI fremstiller specialproducerede møbler til andre kundegrupper end Carl Hansen & Søns eksisterende. Dermed ser Knud Erik Hansen Dafi som en mulighed for at åbne dørene for nye markeder.
Overtagelsen af DAFI er seneste led i Carl Hansen & Søns målrettede ekspansion, som i starten af september også inkluderede et opkøb af Søborg Møbler. Strategien skal bane vejen for indfrielsen af Carl Hansen & Søns mål om en omsætning på 1 mia. kr. i 2022. I de seneste to år har den fynske familievirksomhed investeret 136 mio. kr. i Danmark.
DAFI vedbliver med at være en selvstændig virksomhed uden sammenhæng med Carl Hansen & Søns danske produktion. I relation hertil understreger den adm. direktør desuden, at opkøbet af DAFI ikke får nogen indflydelse på produktionen af Carl Hansen & Søns danske møbel- og designklassikere, som fortsætter på Fyn - præcis som hidtil.
»Ingen af vores mange designklassikere flyttes til Vietnam. Det er et bærende princip for os, at de produceres i Danmark, hvor vi investerer trecifrede millionbeløb i disse år. En Wegner-stol produceret i Asien er ikke en rigtig Wegner-stol,« skriver Knud Erik Hansen.
Derfor forbliver hele Carl Hansen & Søns produktion i Danmark.


