Erhverv
0

ECB-boss: Bitcoin er spekulation - ikke en valuta

Bitcoin kan bruges til at spekulere med, men det har intet at gøre med en valuta ifølge ECB.

Kursen på bitcoins er drønet i vejret, men flere advarer imod, at det er en spekulativ boble. Foto: Rick Bowmer

Bitcoin er ikke en valuta men ren og skær spekulation, sagde vicepræsidenten for Den Europæiske Centralbank (ECB) fredag, hvor han sammenlignede den digitale valuta med tulipan-boblen i Holland i det 17'ende århundrede, skriver Reuters.

Værdien af Bitcoin er næsten tredoblet i år, og selvom det stort set er umuligt at betale med den nogen steder, så har den givet en del panderynker blandt centralbanker over hele verden.

Den digitale valuta er ifølge ECB's vicepræsident Vitor Constancio imidlertid ingen trussel mod centralbankernes pengepolitik, lød det fredag.

»Bitcoin er en form for tulipan,« sagde Constancio ifølge Reuters på en ECB-konference. »Det er et instrument for spekulation ... men bestemt ikke en valuta, og vi ser det ikke som en trussel mod centralbankernes politik«.

ECB sagde sidste år, at digitale valutaer - der udstedes elektronisk uden om centralbankerne - i princippet kunne undergrave centralbankernes magt over udbuddet af penge og opfordrede til at stramme reglerne.

Tidligere på måneden hamrede ECB's præsident Mario Draghi et estisk forslag om at lave en regerings-støttet digital valuta i jorden, da Draghi sagde, at den eneste valuta i eurozonen var euroen ifølge Reuters.

Forleden var det hedgefond-guruen Ray Dalio der revsede Bitcoin og kort forinden JPMorgans topchef Jamie Dimon.

BRANCHENYT
Læs også