Serier

Hurtigt overblik: Det tilbydes aktionærerne i Nets

Købstilbuddet på 165 kr. pr. Nets-aktie svarer meget godt til det niveau, analytikere og investorer havde sat snuden op efter.

Børsnedturen i Nets
Den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman har afleveret et købstilbud på Nets, der bl.a. står bag Dankortet.

Den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman har mandag morgen afleveret et købstilbud på samtlige aktier i Nets.

Bestyrelsen anbefaler aktionærerne at takke ja til tilbuddet, og Nets' to største aktionærer, kapitalfondene Bain og Advent, har allerede tilsluttet sig købstilbuddet. Sammen med ledelsens aktier svarer det til, at 46 pct. af aktionærerne har sagt ja tak til tilbuddet.

  • Hellman & Friedmans tilbud er på 165 pr. aktie, hvilket værdisætter Nets til ca. 33,1 mia. kr. - 41,5 mia. kr. inkl. gæld. Det svarer meget godt til de bud, der er blevet luftet af analytikere og investorer, siden købsinteressen blev offentliggjort i sommer.
  • Mens tilbuddet "kun" er en præmie på 8-9 pct. i forhold til Nets' kurs inden markedet åbnede mandag, så er det en præmie på 27 pct. i forhold til Nets' kurs dagen inden, at selskabet meldte ud, at der var købsinteresse for selskabet
  • Det er samtidig en præmie på 35 pct. i forhold til gennemsnitsprisen på Nets i seks måneder op til, at købsinteressen blev kendt
  • Nets forventer et driftsresultat (Ebitda) før særlige poster på ca. 2,8 mia. kr. i år. Det betyder, at Hellman & Friedman mf. betaler næsten 15 gange driftsresultatet i 2017 for Nets.
  • Til sammenligning blev britiske Worldpay solgt for omkring 16 gange det ventede driftsresultat i 2018. Worldpay vokser imidlertid væsentligt hurtigere end Nets.
  • Købesummen betales kontant, og dermed er der høj sikkerhed for de sælgende investorer.
  • Udover Hellman & Friedman tæller køberkonsortiet de sælgende aktionærer Advent og Bain (der fortsætter som minoritetsaktionærer), bystaten Singapores investeringfond (GIC), finske Sampo (der bl.a. er storaktionær i Nordea og ejer forsikringsselskabet If), Stepstone Group samt Fischer Lynch Kapital.
  • Det ventes, at købstilbuddet er afklaret første kvartal 2018.

Stefan Götz, adm. direktør i Hellman & Friedman, siger i en meddelelse, at kapitalfonden har stor erfaring med at investere i »dynamiske brancher i hastig udvikling«.

»Vi vurderer, at vores fleksible og langsigtede kapital, vækstfokus og brancheekspertise vil kunne hjælpe Nets med at forblive konkurrencedygtig i dette stadigt mere udfordrende miljø præget af konsolidering,« siger Götz, der peger på, at Nets står over for en »række usikkerhedsfaktorer, som vil kræve væsentlige investeringer, der bedre kan gennemføres som ikke-børsnoteret virksomhed«.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også