Erhverv

Lukningstruet flyselskab vil redde 7.000 ansatte

To potentielle købere er med i opløbet om at overtage Air Berlin.

Air Berlins forhandlinger med de potentielle købere løber frem til den 12. oktober, hvorefter et eventuelt salg skal godkendes af EU's luftfartsmyndigheder. Foto: Michael Sohn.

Det kriseramte tyske flyselskab Air Berlin går nu videre i forhandlinger med konkurrenterne Easyjet og Lufthansa, der begge har budt på dele af det lukningstruede flyselskab.

Det skriver BBC.

Air Berlin, der er Tysklands næststørste og Europas sjettestørste flyselskab, gik for lidt over en måned siden i betalingsstandsning. Det skete efter flere år med milliardunderskud.

Efterfølgende har både Easyjet og Lufthansa meldt sig i kampen om at overtage dele af Air Berlin. Og med de tilbud, der er på bordet, forventer Air Berlin at kunne sikre job til cirka 80 pct. af sine ansatte, siger adm. direktør i Air Berlin, Thomas Winkelmann, ifølge BBC.

Air Berlin har knap 8.500 ansatte. Et job til 80 pct. af dem svarer altså til knap 7.000 arbejdspladser.

Easyjet har angiveligt budt på dele af Air Berlin, mens Lufthansa - ifølge den tyske avis Bild am Sonntag - vil købe hele flyselskabet for 1,5 mia. kr. Avisens oplysninger er dog ikke bekræftet af Lufthansa.

Air Berlins forhandlinger med de potentielle købere løber frem til den 12. oktober, hvorefter et eventuelt salg skal godkendes af EU's luftfartsmyndigheder.

I mellemtiden har den tyske regering ydet et lån til Air Berlin på 150 mio. euro - 1,1 mia. kr. - for at flyselskabet kan fortsætte driften.

Air Berlin har en samlet gæld på 1,2 mia. euro og fik i seneste regnskabsår et underskud næsten 800 mio. euro. Selskabet har en flåde på 140 fly.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også