Erhverv

Verdens næststørste diamant solgt for 53 mio. dollars

Det har taget to år, men nu er verdens næststørste diamant endelig blevet solgt. Prisen er på 53 millioner dollars.

Her ses diamanten Lesedi La Rona, inden den skulle under hammeren hos aktionshuset Sotheby's sidste år. Akrivfoto: AP Photo/Seth Wenig Foto: AP/Seth Wenig

Det er åbenbart begrænset, hvor mange der er interesseret i at købe verdens næststørste diamant.

I hvert fald har det taget det canadiske diamant- og mineselskab Lucara Diamonds næsten to år at sælge diamanten, der er på størrelse med en tennisbold.

Men nu er en køber endelig bidt på krogen.

Ifølge CNN har den britiske diamant- og smykkeforhandler Graff Diamonds købt diamanten for hele 53 mio. dollars, hvilket svarer til ca. 335 mio. danske kroner.

Diamanten, der er en usleben sten på ca. 1109 karat, blev fundet i Karowe-minen i Botswana i 2015.

Da den blev gravet op af minen, var diamanten det største diamantfund i mere end 100 år, og den har endda fået sit eget navn, Lesedi La Rona, der betyder Vores Lys på twasana, der er et af hovedsprogene i Botswana.

Da fundet blev offentliggjort i 2015 steg Lucara Diamonds aktier med 32 pct. og øgede selskabets markedsværdi med 150 mio. dollars.

Diamanten var allerede sidste år tæt på at blive solgt. Her var den under hammeren hos aktionshuset Sotheby's med et prisskilt på minimum 70 mio. dollar. Selv om medieinteressen var stor, lykkedes det dog ikke at finde en køber, der var villig til at betale så stor en sum penge for diamanten.

Med salgsprisen på 53 mio. dollars er Lucara Diamonds da også blevet nødt til at slå en ordentlig flig af prisen.

Den største diamant, der er fundet, er den såkaldte Cullinan Diamond på 3106 karat. Den blev fundet i Sydafrika i 1905.

BRANCHENYT
Læs også