Færre danske virksomheder giver overskud
Under halvdelen af de danske virksomheder oplever i øjeblikket fremgang i indtjeningen
Andelen af danske virksomheder, der kører med overskud, falder. Og selv om opsvinget har fået godt fat i dansk erhvervsliv, oplever under halvdelen af virksomhederne i øjeblikket resultatfremgang.
Det viser en analyse fra banken Spar Nord og erhvervsdatabasen Proff.dk på baggrund af de 150.000 virksomheder, der har rapporteret regnskab for 2016/17.
Efter en årrække med stigende kurver er andelen af virksomheder med overskud for første gang siden 2013 dykket under grænsen på 70 pct. Faldet rammer både små, mellemstore og store virksomheder.
Selv om det umiddelbart synes overraskende, er det faktisk det modsatte, fortæller Spar Nords cheføkonom, Jens Nyholm.
»At færre virksomheder oplever stigende overskud langt inde i et opsving tyder i virkeligheden bare på, at der er tale om stigende omkostninger som følge af produktionsbegrænsninger af forskellig art,« siger Jens Nyholm.
Han nævner bl.a. vanskeligheder med at skaffe arbejdskraft, der fører til stigende lønomkostninger. Stigende konkurrence og begrænsninger i forhold til råvarer, logistik og produktionskapacitet spiller ligeledes ind.
Nye tal fra Nationalbanken bekræfter tesen om, at lønomkostningerne fylder mere, pointerer Steen Bocian, cheføkonom i Dansk Erhverv.
»Eksempelvis har byggeriet en ret tydeligt stigende lønkvote – hvilket vil sige, at en større andel af indtjeningen går til aflønning af medarbejdere. Det er ikke nødvendigvis et problem, men det er et udtryk for, at opsvinget ikke som sådan giver større overskud i virksomhederne,« siger Steen Bocian.
En analyse fra Dansk Byggeri og Deloitte viste i sidste uge, at byggebranchen generelt har fremgang i salget som følge af gode tider, men at indtjeningen ikke følger med, bl.a. som følge af stigende lønudgifter.
Steen Bocian mener, at virksomhederne mister lidt fokus på omkostningerne, når det går godt, ligesom de skruer op for investeringerne. Men selv om det går godt, bør virksomhederne træde varsomt.
»Det er afgørende, at virksomhederne ikke bliver opsvingsblinde. Det sker desværre ganske ofte. Det har f.eks. været en historisk udfordring i byggeriet, hvor højkonjunktur ikke sjældent har ført til så svag udgiftsstyring, at det reelt har gjort virksomhederne meget sårbare,« siger Steen Bocian.

