Fortsæt til indhold

Dieselskandalen koster Volkswagen ekstra 18,6 mia. kr.

Den såkaldte dieselskandale bliver stadig mere kostbar for Volkswagen.

Torsdag 24. marts skal Volkswagen og den amerikanske miljømyndighed Environmental Protection Agency fortælle en dommer i Californien, hvordan 600.000 amerikanske dieselbiler kan komme til at opfylde miljøkravene.
Erhverv
/ritzau/FINANS

Volkswagen har fredag hensat ekstra 2,5 mia. euro, eller 18,6 mia. kr., til at dække udgifter på det nordamerikanske marked forbundet med at tilbagekøbe dieselbiler eller at opgradere dem miljømæssigt. Årsagen er, at planen har vist sig mere kompleks end oprindelig forudset, skriver Bloomberg News.

Med den seneste hensættelse, der belaster regnskabet for tredje kvartal, har dieselskandalen kostet Volkswagen sammenlagt 25 mia. euro, eller 186 mia. kr.

Skandalen rullede for godt to år siden, da de amerikanske myndigheder opdagede, at millioner af dieselbiler havde fået installeret software, der bevirkede at farligt udslip fra bilernes udstødning midlertidigt blev reduceret under test.

Hos Jyske Bank vurderer analytiker Robert Jakobsen, at investorerne er ved at lægge skandalen bag sig.

- Nyheden er langt fra positiv, men vi vurderer sandsynligheden for yderligere dårligdom fra dieselskandalen i USA som lille, hedder det i et notat.

Jyske Bank fastholder anbefalingen ”køb” af Volkswagen. På aktiemarkedet falder Volkswagen med 1,6 pct. til 141,60 euro. Inden dieselskandalen for lige over to år siden blev Volkswagen-aktien handlet i cirka 167 euro.

Artiklens emner
Dieselskandalen i VW
Volkswagen