Dong Energy skifter navn til Ørsted
Det nye navn kommer »som følge af den omfattende strategiske omstilling fra sort til grøn energi.«
Det danske energiselskab Dong Energy skifter navn til Ørsted, efter at selskabet har haft mere end 3.000 navne i spil. Det nye navn er inspireret af den danske videnskabsmand Hans Christian Ørsted, der opdagede elektromagnetismen.
Det har Dongs adm. direktør, Henrik Poulsen, netop løftet sløret for på et stort anlagt møde på Dongs hovedkontor i Gentofte.
»Der vil komme mange reaktioner på det nye navn. Sådan er det, når et selskab skifter navn, men jeg kunne ikke være gladere for det nye navn,« sagde Henrik Poulsen.
Dong oplyste i en fondsbørsmeddelelse mandag morgen, at det kl. 10.30 ville præsentere sit nye navn »som følge af den omfattende strategiske omstilling fra sort til grøn energi«. Dong var nemlig en sammentrækning af Dansk Olie og Naturgas, men dette navn giver ikke længere mening, da Dong i maj solgte sin olie- og gasforretning til den britiske kemikoncern Ineos for næsten 9 mia. kr.
»Det er et godt navn, og det har tjent os godt. Men vi kan ikke skjule, at det kommer fra olie og gas, og med salget af denne division, som blev gennemført i sidste uge, er vi nu dedikerede til grøn energi,« siger Henrik Poulsen.
»Dong Energy afspejler ikke vores selskab, og det selskab vi gerne vil være. Og i nogle lande oversættes navnet ikke så godt. Igennem årene har vi fået nogle gode grin på den baggrund,« lyder det fra Dong-topchefen med henvisning til, at Dong på engelsk betyder penis.
I forbindelse med navneskiftet til Ørsted vil der blive lanceret et nyt logo og en ny brand-identitet, oplyser Dong.
Dong Energy blev dannet i 2006 efter en sammenlægning af seks energiselskaber.

