Fortsæt til indhold

EU vil forfølge sag om Ryanairs masseaflysninger af fly

Ryanair har aflyst 20.000 flyafgange. 700.000 passagerer med billetter menes ramt. Heraf 10.000 i Danmark.

Erhverv
/ritzau/

EU vil følge meget nøje med i, om de hundredtusinder af passagerer, der er ramt af Ryanairs masseaflysninger, får den kompensation, som de har krav på.

Det siger EU's transportkommissær, Violeta Bulc, tirsdag aften i en debat i Europa-Parlamentet.

- Kommissionen vil være i tæt kontakt med alle nationale myndigheder for at sikre, at passagerernes rettigheder bliver fuldt overholdt, siger Bulc.

Hun siger samtidig, at "EU's regler er krystalklare".

- Det er de irske myndigheders ansvar at overvåge Ryanair som et irsk flyselskab, siger hun.

Violeta Bulc erklærer sig overbevist om, at de irske myndigheder vil leve op til deres ansvar og ser "i øjeblikket" ingen grund til at indlede nogen procedure mod Irland for krænkelser af EU-traktaten.

Ryanair har aflyst i alt 20.000 flyafgange. 2100 i september og oktober og yderligere omkring 18.000 hen over vinteren.

Samlet menes det at have ramt over 700.000 passagerer, der allerede har købt deres billetter. Heraf 10.000 i Danmark.

Ryanair begrunder masseaflysningerne med en administrativ brøler.

Der var tilsyneladende ikke taget højde for, at selskabets piloter skulle holde ferie.

Artiklens emner
Ryanair
Violeta Bulc