Erhverv

Efter magtskifte: Topdanmarks direktør stopper efter otte år

Topdanmarks bestyrelse og adm. direktør Christian Sagild har besluttet, at Christian Sagild stopper ved årsskiftet.

Christian Sagild, afgående direktør i Topdanmark. Foto: Casper Holmenlund Christensen

Efter otte år i spidsen for forsikringsgiganten Topdanmark stopper adm. direktør Christian Sagild.

Det oplyser Topdanmark i en meddelelse til fondsbørsen.

Beslutningen er truffet efter enighed med bestyrelsen, lyder det. Christian Sagild forlader selskabet til årsskiftet, og jagten på hans afløser er sat ind, oplyser Topdanmark.

»Jeg vil gerne takke Christian Sagild for hans store indsats, som har resulteret i, at Topdanmark i 1. halvår 2017 leverede det bedste halvårsresultat i selskabets historie,« udtaler formand for Topdanmarks bestyrelse, Torbjörn Magnusson, der repræsenterer den finske hovedaktionær Sampo i bestyrelsen.

Christian Sagild blev ansat som øverste chef i Topdanmark i juni 2009 og har været i koncernen siden 1996.

I takt med, at koncernens største aktionær, den finske koncern Sampo med den kontroversielle finansmand Björn Wahlroos i spidsen, blev mere og mere magtfuld, har mange observatører dog spået, at Sagilds dage kunne være talte på topposten.

Nu er Christian Sagild så snart fortid i Danmarks næststørste forsikringsselskab, der har cirka 2.600 ansatte fordelt over hele landet.

»Der er fuld gang i Topdanmarks udviklingsplaner, og vi har leveret historisk gode resultater. Jeg mener derfor, at fundamentet for den fremtidige udvikling i Topdanmark er på plads,« udtaler Christian Sagild.

Og resultaterne har da også været stabilit stærke for Topdanmark igennem Sagilds lille årti på topposten - så gode, at forsikringskæmpen vedholdende har kunnet køre et aktietilbagekøbsprogram.

Samme program har tak for tak, år for år gjort finske Sampo større og større i aktionærgruppen, indtil finnerne for nyligt meldte ud, at man nu ser Topdanmark som et datterselskab.

Sampo er i disse dage involveret i både den købergruppe, der vil overtage kontrollen med Saxo Bank, og i det konsortium, der vil købe Nets.

Samtidig er Sampo også største aktionær i Nordea, hvor Sampo-formand Björn Wahlroos også leder bestyrelsen, og dermed var primus motor i storbankens opsigtsvækkende beslutningen om at flytte fra Sverige til Finland af skatte- og lovgivningsmæssige årsager.

BRANCHENYT
Læs også