Erhverv

Rig familie scorede formue: Rammes nu af uventet milliontab

Ivan Bjerg-Larsen og familiens koncern er på ét år gået fra et overskud på 246 mio. til et underskud på knap 11 mio. kr.

Ivan Bjerg-Larsen har solgt flere virksomheder for større beløb gennem årene. Nu lider han og familien dog et uforventet underskud.

For første gang siden 2003 er formuen i den familieejede sjællandske koncern IBL Group blevet mindre.

Koncernen, der ejer en række virksomheder inden for forskellige slags brancher, har offentliggjort nyt regnskab for 2016/2017, som viser et underskud efter skat på knap 11 mio. kr.

Det står i skarp kontrast til de foregående års store millionoverskud. Senest blev det i 2016 til et overskud på 246 mio. kr. efter salget af rørledningsvirksomheden Impreg.

Det nye underskud på 11 mio. kr. kommer øjensynligt også bag på IBL Groups ejerfamilie med den rutinerede erhvervsmand Ivan Bjerg-Larsen i spidsen som bestyrelsesformand.

I hvert fald står der i koncernens nye regnskab, at »ledelsen finder ikke årets resultat tilfredsstillende«, da målet for regnskabsåret var et overskud.

Da Finans får fat på Ivan Bjerg-Larsen over telefon, er han da heller ikke sen til at påpege det knap så gode år.

»Ja, det er jo aldrig sjovt at snakke, når man har underskud,« lyder det fra Ivan Bjerg-Larsen, inden han alligevel slår over i et mindre latterbrøl.

For han vil gerne forklare, hvorfor det i 2016/2017 blev til et underskud. Ekstraordinære nedskrivninger på koncernens varelagre og et fald i flere af koncernens virksomheder var blandt årsagerne.

»Det er ikke altid, at tingene går, som præsten prædiker. Det er aldrig tilfredsstillende at tabe penge, og året blev værre end forventet. Men vi er i gang med at lave en turnaround i flere af vores virksomheder, og det tager tid. Så vi er ikke bekymrede,« siger han og fortæller, at IBL Group forventer et overskud i indeværende regnskabsår.

Især ismejeriet Svaneke Is havde et hårdt år, da den våde sommer gik udover salget.

IBL Group blev stiftet i 1985 af Ivan Bjerg-Larsen, som gennem koncernen har investeret og drevet mange forskellige slags virksomheder.

Udover Svaneke Is er virksomhederne House of Accessories og Nupo bærende elementer i IBL-koncernen, der også er aktiv inden for ejendomsbranchen.

Ivan Bjerg-Larsens to sønner, Thomas og Jesper Bjerg-Larsen, er begge medejere af koncernen. Sidstnævnte er tilmed direktør i IBL Group.

BRANCHENYT
Læs også