Erhverv
0

Dansk øl flytter ind i Twin Peaks-universet

Mikrobryggeriet Mikkeller er i samarbejde med den amerikanske filminstruktør bag kultserien.

Danske Mikkeller markerer sig med øl i USA. Arkivfoto. De tre nye Twin Peaks-øl som lanceres i samarbejde mellem Mikkeler og Lynch. PR-foto.

Det danske mikrobryggeri Mikkeller laver nu også øl sammen med skaberen af tv-serien Twin Peaks - den amerikanske filminstruktør David Lynch.

I den kommende weekend bliver den nye øl præsenteret på Festival of Disruption, der gennemføres i Los Angeles og arrangeres af Lynch.

Ifølge en pressemeddelelse kan festivalgæster vælge mellem tre forskellige Twin Peaks-øl - der har navnene Log Lady Lager, Damn Good Coffee Stout og Red Room Ale.

Bag samarbejdet står det danske mikrobryggeris afdeling i New York.

»Mikkellers team i New York elsker Twin Peaks og kendte tilfældigvis nogle gode folk, der arbejder sammen med Lynch. Efter at have luftet ideen flød samarbejdet og ideerne helt naturligt,« udtaler Jim Raras, daglig leder af Mikkeller Brewing NYC, i meddelelsen.

Ifølge Mikkeller har David Lynch været aktiv i hele processen - fra prøvesmagning til navne og design på øldåserne. Illustrationerne på disse er baseret på scener fra Twin Peaks.

Udover festivalen kommer de tre Twin Peaks-øl til salg - i en begrænset mængde - på Mikkellers ølhuse i Los Angeles, San Francisco, Oakland og San Diego.

BRANCHENYT
Læs også