Dansk børsselskab køber ejendomme for 670 mio. i København
Jeudan udvider koncernens samling af ejendomme, så den nu har en værdi af 23 mia. kr.
Den børsnoterede ejendomskoncern Jeudan går til weekend med en storhandel.
Koncernen meddeler fredag eftermiddag, at den har indgået aftale om at overtage otte ejendomme i København - til en samlet pris af 670 mio. kr.
Ejendommene har et samlet areal på ca. 27.000 kvadratmeter. De overtages i løbet af fjerde kvartal 2017.
Jeudan oplyser i dagens børsmeddelelse, at koncernen tidligere i 2017 har lavet investeringer i ejendomme for 1,1 mia. kr. Samtidig oplyser selskabet, at det i årets løb selv har solgt otte ejendomme til en pris på ca. 400 mio. kr.
Med dagens køb har Jeudan nu samlet ejendomsinvesteringer for 23 mia. kr.
Koncernen skriver i fredagens meddelelse, at de otte ejendomme i hovedstaden ikke giver anledning til at ændre de tidligere offentliggjorte forventninger til hele 2017.
Året vil ifølge forventningen give et resultat før kurs- og værdireguleringer i niveauet 600 mio. kr. - baseret på en omsætning som vil nå ca. 1,3 mia. kr.
Jeudan med ca. 400 ansatte regnes som Danmarks største, børsnoterede ejendoms- og servicevirksomhed. Koncernen har specialiseret sig i at investere i samt drive kontor-, bolig- og detailejendomme i København. Selskabets aktier er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen.



