Prisen på vin kan stige efter skræk-høst og storbrande
Prisen på vin risikerer at stige i 2018 efter et år med en kombination af dårligt vejr i Sydeuropa og afbrændte vinmarker i Californien.
Ekstreme vejrforhold har givet en elendig høst af druer i lande som Spanien, Frankrig og Italien. Ifølge EU-Kommissionen tegner det til at blive den dårligste høst siden 1982.
Det ringe produktionsvejr i Europa er i år blevet kombineret med store naturbrande i Californiens vinregion omkring Napa Valley, og analytikere regner nu med mangel på vin og dermed højere priser, skriver CNN.
»Vi forventer en dramatisk mangel på vin, når vi kommer til 2018. Det vil især ramme vin i mellemprislejet,« siger Stephen Rannikliev, der er global drikkevarestrateg hos finanshuset Rabobank.
Italien, der er verdens største vinproducent, forventer et fald i mængderne på 21 pct., mens produktionen fra Frankrig og Spanien vil være omkring 15 pct. lavere end normalt.
»Det er ikke unormalt for et af disse tre producentlande at have et dårligt år. Men det er sjældent, at det er tilfældet med hensyn til alle tre lande på én gang,« siger Stephen Rannikliev.
De europæiske vinmarker blev ramt af tunge haglbyger i foråret. Og i april var producenterne i Bourgogne nødt til at sætte enorme ventilatorer og varmeaggregater op mellem vinstokkene for at beskytte druerne.
Flere af de vinmarker, som undslap forårets dårlige vejr, blev senere på sommeren ramt af en hård tørke. Eksempelvis var produktionen på Sicilien kun en tredjedel af normalen.
Det usædvanligt varme vejr betød, at druerne modnede for tidligt og dermed var mindre end ellers.
»Alle høster deres marker tidligt i år, og det betyder som regel et ringere udbytte,« siger Richard Halstead, der er medstifter af analysefirmaet Wine Intelligence.
Forbrugerne mærker allerede nu effekten, da prisen på nogle vine er steget med op til 10 pct. i år.
Selv om høsten i både Sonoma og Napa Valley er 90 pct. i hus, er der en risiko for, at de resterende druer tabes til brandene i Californien.
»Den virkelige fare for fremtiden er den skade, som vinstokkene kan have været udsat under brandene. Det er endnu for tidligt at sige, hvilken betydning det kan have for vingårdene i området,« siger Michael Kaiser, der er vicepræsident i WineAmerica.
På verdensplan bliver der som regel produceret mere vin, end der drikkes hvert år. Noget af den vin plejer at blive sendt på markedet nogle år senere, mens resten går til destillerier eller bliver brugt i andre produkter.
I 2016 var vinoverskuddet på to mio. liter.
»Hvis Italien, Frankrig og Spanien alle producerer mindre, vil det give et mindre overskud af vin, og det er muligt, at vi så vil se mangel på vin,« siger Richard Halstead.