Fortsæt til indhold

Carlsberg i top 10 over verdens mest ansete selskaber

Forbes placerer det danske bryggeri helt i top - og endda foran Apple - på en opgørelse over de 2.000 mest ansete selskaber i verden.

Erhverv

Carlsberg har fået noget af et internationalt skulderklap. På en liste over verdens 2.000 mest ansete børsnoterede selskaber er bryggeriet kommet ind på en 6. plads.

Listen domineres ellers af amerikanske, japanske og tyske selskaber. Carlsberg er langt foran de øvrige danske selskaber, som er Coloplast, Novo Nordisk og Pandora inden for de 200 bedste.

Nærmeste konkurrent til Carlsberg inden for bryggerisektoren er Heineken, der er placeret på listen som nummer 30.

»Det betyder meget for os at opnå den placering. Især fordi det er en del af vores strategi at sikre, at Carlsberg er en succesfuld og attraktiv koncern. Den her måling viser, at vi er på rette vej,« siger informationschef Kasper Elbjørn fra Carlsberg Group.

Det er virksomhedssitet Forbes, der har udregnet listen på baggrund af svar fra 15.000 deltagere i flere end 60 lande. Det er Statista, der har indsamlet svarene.

De 2.000 selskaber er blevet bedømt ud fra kriterier som pålidelighed, ærlighed, social opførsel, selskabernes ry og rygte som arbejdsgiver, og hvordan selskabernes produkter og generelle service opfattes.

De bedste 10 selskaber er:

  1. Siemens (Tyskland)
  2. Michelin Group (Frankrig)
  3. Alphabet/Google (USA)
  4. Nintendo (Japan)
  5. Walt Disney (USA)
  6. Carlsberg (Danmark)
  7. Apple (USA)
  8. Ferrari (Italien)
  9. Hilton (USA)
  10. Panasonic (Japan)

Øvrige danske selskaber blandt de 200 øverste på listen er:

74. Coloplast

87. Novo Nordisk

186. Pandora

Carlsberg har i den senere tid slået meget på sin historie og det faktum, at man bruger en del af sit overskud til både forskning, kunst og sociale forhold.

I store reklamekampagner, med blandt andre Mads Mikkelsen, bliver netop historien og det særligt danske forsøgt inkorporeret i bryggeriets image.

»Jeg tror, at folk værdsætter vores lange, forskningstunge historie, og at vi stræber efter at brygge god øl, men uden kun at sigte efter kortsigtet profit. Det var måske ikke noget, der betød så meget tidligere, men i dag tror jeg det spiller en rolle, at Carlsberg har et klart mål om at brygge både for i dag og i morgen, og at vi har iværksat et af de mest ambitiøse bæredygtighedsprogrammer, der findes,« siger Kasper Elbjørn.

Selskaberne i top 10 har fået en "over gennemsnittet"-bedømmelse på stort set alle kriterier. Især inden for pålidelighed/ærlighed og inden for, hvordan deres produkter og service klarer sig," skriver Forbes.

Artiklens emner
Carlsberg
Forbes