Erhverv

Genmab sender dansk biotek mod nye højder

De danske biotekselskaber er i klar fremgang, og det skyldes ikke mindst fyrtårnet Genmab, der de seneste år har været på ét stort succestogt.

Dansk bioteks store håb, Symphogen, har identificeret tre biomarkører, der kan forudsige, om patienter vil respondere på behandlingen med deres kræftmiddel Sym004. Det er blot et af flere danske biotekselskaber, som kan gå en spændende fremtid i møde. Foto: Jyllands-posten.

Ord som taberbranche og håbløse drømme er så småt blevet aflyst af spirende optimisme som følge af særligt én guldrandet forretning. Den danske biotekbranche er i bedre gænge end længe set, og det skyldes ikke mindst, at Genmabs enorme succes løfter resten af branchen.

Det viser en analyse, som erhvervsdatabasen Biq har foretaget for Finans.

»Der er kommet et fyrtårn i form af Genmab, som ikke bare er et dansk, men et europæisk fyrtårn. Det er det mest værdifulde, europæiske biotekselskab, og de gør det fantastisk,« siger Martin Bonde, formand for brancheforeningen Dansk Biotek.

Omsætningen i de danske biotekselskaber voksede i det forgangne år med mere end 30 pct., hvilket i vid udstrækning er et resultat af Genmabs succes. Med topchef Jan van de Winkel i spidsen er det lykkedes at løfte omsætningen med knap 700 mio. kr. til mere end 1,8 mia. kr. Dermed tegnede biotekselskabet sig dermed for næsten halvdelen af den samlede omsætning.

Hvad er biotek egentlig?
  • Oprindelig var forskellen på biotekselskaber og medicinalselskaber, at førstnævnte havde med biologiske lægemidler at gøre, altså levende organismer, mens medicinalindustrien lavede lægemidler på baggrund af kemi. Ud fra den gamle terminologi er Novo Nordisk et biotekselskab - men i dag betragtes det som et medicinalselskab.
  • Over tid flød grænserne sammen, og i dag er er biotekbranchen kendetegnet ved selskaber, der brænder mange millioner af, til tider sågar milliarder, i forsøget på at udvikle et nyt lægemiddel. Typisk har et biotekselskab ikke et lægemiddel på markedet, har ingen indtjening og ej heller produktion. Der er dog undtagelser, hvilket f.eks. Genmab og Bavarian Nordic er eksempler på.

Den kraftige stigning skyldes ikke mindst succes med lægemidlet Darzalex til behandling af knoglemarvskræft, som lynhurtigt har vundet indpas hos lægerne rundt om i verden.

»Dansk biotek har rykket sig meget de seneste fem år. I dag er vi tæt på den europæiske liga, men for at fortsætte denne udvikling er vi nødt til at forbedre rammebetingelserne for branchen og for den kapital, som branchen er så afhængig af,« siger Sten Verland, partner i venturefonden Sunstone Capital.

Kigger man på biotekselskabernes evne til at tjene penge, ser det også godt ud. Godt nok er det samlede overskud ved første øjekast dykket fra lige over 750 mio. kr. i 2015 til lige over 500 mio. kr. i 2016.

Ser man imidlertid bort fra den ekstraordinære gevinst på mere end 1,2 mia. kr., som det nu forhenværende Santaris Pharma fik i 2015 efter salget til den schweiziske medicinalkæmpe Roche, er fremgangen for branchen derimod til at tage at føle på.

»Den mobilitet, der traditionelt har været i international biotek, begynder at komme os til gode. Det gør den, fordi kvaliteten af de danske biotekselskaber er stigende,« siger Sten Verland, Sunstone Capital.

BRANCHENYT
Læs også