Kendiskok vippet ud som direktør i burgerkæde
Burgerkæden Juicy B, der er ejet af rigmanden Lars Seier Christensen, har skiftet ud i toppen. Men det skyldes hverken millionunderskud eller for langsomme udvidelser, lyder det.
Kendiskokken Henrik Boserup er ikke længere direktør i den burgerkæde, som han selv var med til at stifte for år tilbage.
Juicy B, som kæden hedder, har milliardæren Lars Seier Christensen som hovedejer, og han har valgt at udskifte Henrik Boserup med Valdimar Geir Halldórsson, der tidligere har været en del af ledelsen i burgerkæden Tommis Burger Joint.
Det skriver Berlingske Business.
»Det drejer sig om at have det rigtige team, og Henrik (Boserup, red.) skal i stedet bruge energi på de områder, han brænder for. Han skal udvikle menukortet, og han står stadig for produktionen af de ting, vi sælger,« siger Lars Seier Christensen til Berlingske Business.
Lars Seier Christensen, der tidligere på året solgte sine aktier i Saxo Bank, som han selv var med til at stifte, købte sig ind i Juicy B i 2015. Planen var at åbne 10 nye restauranter inden for de første par år.
Foreløbigt er det dog kun blevet til to restauranter i hovedstadsområdet for Juicy B, mens en tredje er på vej. Oveni har Juicy B senest måttet indkassere et underskud på fire mio. kr.
Lars Seier Christensen afviser over for Berlingske Business, at direktørudskiftningen er et udtryk for utilfredshed med den hidtidige ledelse.
Det er ikke lykkedes avisen at få en kommentar fra Henrik Boserup.