Erhverv

Stop for flere biler i velhavende østat

Singapore vil ikke have flere biler eller motorcykler i gaderne.

Østaten Singapore vil ikke have flere biler på vejene.

Singapore varsler stop for flere biler på landets gader og veje.

Østaten mener ikke, at der er plads til mere asfalt, og ifølge myndighederne udgør veje allerede 12 pct. af landets samlede areal.

Derfor skal det fra næste år være slut med at øge antallet af biler og motorcykler.

Hidtil har myndighederne tilladt, at bilparken måtte stige med beskedne 0,25 pct. om året, men fra februar 2018 er det slut.

»I lyset af det begrænsede areal og andre behov er der beskedne muligheder for yderligere udbygning af vejnettet,« oplyser vejmyndighederne, Land Transport Authority, i en meddelelse.

Singapore er allerede et af de dyreste lande i verden at eje sin egen bil. Staten kræver, at potentielle bilejere køber en tilladelse til at have egen bil. Tilladelserne gælder for 10 år, og de udbydes jævnligt i auktion. Ved det seneste udbud kostede en tilladelse til den mindste biltype mere end 190.000 kr. Dertil kommer bilens pris.

Singapore er blot en smule større end Bornholm, og der bor mere end 5 mio. mennesker i østaten, som har en af de højeste gennemsnitlige indkomster i Asien og i verden.

Landet har et meget effektivt offentligt transportsystem, og myndighederne oplyser, at man i løbet af de kommende fem år vil investere 130 mia. kr. i transportforbindelser med tog og bus.

BRANCHENYT
Læs også