Fortsæt til indhold

Biotekselskabet Orphazyme er klar til børsnotering i november

Orphazyme, der forsker i lægemidler til behandling af sjældne genetiske sygdomme, vil rejse 600 mio. kr. Det skriver Dagbladet Børsen.

Erhverv

Biotekselskabet Orphazyme vil sælge nye aktier frem mod en børsnotering sidst i november. Det skriver dagbladet Børsen.

Selskabet vil hente kapital til at færdiggøre en række forsøg, som skal sende lægemidler mod sjældne sygdomme på markedet inden for to-tre år.

Orphazyme har tidligere oplyst, at man var på jagt efter ny kapital, og Danske Bank og Carnegie blev hyret til at afsøge forskellige muligheder.

Biotekselskabet arbejder primært med lægemidler til behandling af sjældne genetiske sygdomme. Orphazyme råder over en teknologi, der kan genaktivere enzymer, der ikke fungerer i personer med den type sygdomme.

Ifølge Børsen skal den nye kapital bruges til at færdiggøre afgørende studier inden for muskelsvindsygdomme. Lykkes det at rejse pengene, vil selskabet have tre lægemiddelprojekter i den afgørende fase, som i løbet af to til tre år kan stå over for en mulig markedsgodkendelse.

Orphazyme er stiftet af Anders Hinsby og Thomas Kirkegaard Jensen, og selskabet har hidtil rejst 380 mio. kr. i kapital fra eksisterende investorer, der bl.a. omfatter Novo Holding, LSP, Sunstone Capital, Aescap Venture og Kurma Partners.

Orphazyme har ambitioner om at skabe en milliardvirksomhed på dansk jord inden for få år, og Anders Hinsby understregede tidligere i år over for Berlingske, at Orphazyme ikke skal lide samme skæbne som mange andre danske biotek-selskaber, der er blevet solgt til udenlandske medicinalvirksomheder.

- Langt de fleste biotekselskaber i Europa bliver bygget til at blive solgt, men vores mål er at få bygget et biotekselskab i Danmark, som kan stå på egne ben. Vi vil gerne kunne skabe arbejdspladser herhjemme.

Artiklens emner
Orphazyme