Fortsæt til indhold

Verdens største flyproducent er flyvende

Boeing opjusterer. Den amerikanske flyproducent sælger rekordmange nye fly.

Erhverv

Den amerikanske flyproducent Boeing har fart i salget af kommercielle fly. Det går flyvende for luftfarten, og flyselskaberne køber rekordmange nye flyvemaskiner for at imødekomme den aktuelle store rejselyst.

Den massive efterspørgsel betyder, at Boeing i forbindelse med offentliggørelsen af kvartalsregnskabet opjusterede forventningerne til årets resultat. Driftsresultatet ventes nu at blive på 79 mia. kr., og det er en halespids mere end hidtil varslet.

Det er først og fremmest Boeing 737 flyet, som trækker væksten hos Boeing. Flytypen betegnes som luftens arbejdshest, og der blev leveret 202 eksemplarer i det seneste kvartal. Det er flere end nogensinde.

Boeing 737 er ikke mindst populær hos lavprisselskaberne, der har den største vækst i industrien. Både Ryanair og Norwegian har således en stor flåde af denne flytype.

Boeing har gennem en længere periode arbejdet hårdt på at nedbringe omkostningerne i selskabet.

Der har især været fokus på produktionen af Boeing 787 Dreamliner, og input fra tusindvis af medarbejdere er inddraget i processen med at gøre produktionen billigere og mere effektiv.

Boeing er aktuelt verdens største flyproducent skarpt forfulgt af den europæiske producent Airbus.

Artiklens emner
Boeing