Erhverv

Fagforening kritiserer Nordea: Massiv fyringsrunde er »skammelig« og »uforståelig«

Nordea tjener masser af milliarder, men vil alligevel fyre mindst 6.000 ansatte. Det møder ikke meget forståelse fra de ansattes fagforening.

Omkring hver femte medarbejder i Nordea skal fyres. Personen på dette billede har ikke nødvendigvis noget med den forestående sparerunde at gøre. Foto: Finn Frandsen

I årets første ni måneder havde Nordea et overskud på 18 mia. kr. Alligevel skal storbanken nu gennem en massiv sparerunde, hvor 6.000 stillinger skal skæres væk. Det svarer til næsten hver femte medarbejder, og det møder kritik fra Finansforbundet, der er fagforening for de ansatte i Nordea.

»Jeg finder det skammeligt og uforståeligt, at Nordea føler, at det er nødvendigt at fyre så stort et antal mennesker, og at man kommunikerer det ud på denne måde. At det handler om den digitale udvikling. I mine øjne handler det mere om, at man vil tilgodese sin udbyttepolitik, og dermed sine ejere, frem for at tilgodese kunderne og medarbejderne,« siger Kent Petersen, formand i Finansforbundet.

Han anklager samtidig Nordea for ikke at lave op til sit samfundsansvar, som er et nøglepunkt i koncernen.

»Nordea slår sig op på bæredygtighed. I det ligger der også, at man skal være en god arbejdsgiver, og det synes jeg bestemt ikke, at Nordea er lige nu. De medarbejdere, der ikke bliver fyret i denne runde, skal arbejde hårdere og blive mere stressede. Det er simpelthen ikke i orden,« siger Kent Petersen.

Men er det ikke bare rettidig omhu af Nordea at tage sparerunden nu frem for om nogle år, når det måske er for sent?

»Det er helt rigtigt, at digitaliseringen af den finansielle sektor tager til i disse år, og at det er det rigtige at omfavne den. Men derfor er det stadig forkert at gøre så mange af ens medarbejdere arbejdsløse, når man har en indtjening som Nordea,« siger han.

Hos Nordea fortæller den danske landechef, Frank Vang-Jensen, at man er ked af Finansforbundets kritik.

»Det er klart, at det gør rigtig ondt på os, at vi skal være færre kolleger i banken. Men vi er i gang med at skabe langsigtet konkurrencekraft. At skabe en bank, der langsigtet er relevant for vores kunder og langsigtet møder vores kunders behov,« siger han til Finans.

Af de 6.000 fyresedler vil omkring 2.000 af dem blive uddelt til konsulenter, oplyste Nordea tidligere torsdag. Dog er det endnu ikke besluttet, hvor mange der skal afskediges i de enkelte lande, Nordea opererer i.

Nordea vurderer, at sparerunden kommer til at koste et engangsbeløb på mellem 100 og 150 mio. euro, svarende til mellem 744 og 1.116 mio. kr., i fjerde kvartal af 2017.

Derudover vil der i transformationsperioden i de kommende fire år være yderligere omkostninger, oplyste banken i forbindelse med sit kvartalsregnskab.

BRANCHENYT
Læs også