Lavprisselskab åbner ny rute fra Aarhus Lufthavn
Ryanair flyver til Gdansk i Polen. Ruten skal tiltrække både forretningsfolk og turister.
Ryanair udvider tilstedeværelsen i Aarhus Lufthavn med en direkte rute til Gdansk i Polen.
Der flyves to gange ugentligt, og den direkte forbindelse ventes at tiltrække både forretningsfolk og fritidsrejsende.
»Flere store virksomheder i Østjylland har filialer, kontorer og produktion i Polen, så for dem vil ruten til Gdansk blive en endog meget stor fordel,« siger bestyrelsesformand i Aarhus Lufthavn Torben Boldsen.
Flere store virksomheder i Østjylland har filialer, kontorer og produktion i Polen, så for dem vil ruten til Gdansk blive en endog meget stor fordel.Torben Boldsen, bestyrelsesformand i Aarhus Lufthavn.
Han forventer også, at mange turister fra regionen vil benytte den nye forbindelse.
Bestyrelsesformanden ser også et potentiale for, at ruten vil få flere turister til at rejse til Polen.
»Vi har en forventning om, at østjyderne vil falde for ikke mindst kulturlivet i meget smukke Gdansk. Endeligt rækker pengene generelt langt i Polen, hvilket kan gøre Gdansk til et særligt interessant rejsemål for de mange studerende i Aarhus,« siger Torben Boldsen.
Ruten vil også være attraktiv for de mange polakker i regionen. Ifølge Aarhus Lufthavn bor der 16.000 polakker i lufthavnens nærområde.
Ryanair flyver to gange om ugen til Gdansk, og de laveste priser begynder ved 149 kr. for en enkeltbillet. I perioder sælges kampagnebilletter, som er endnu billigere.
Ryanair flyver også fra Aarhus Lufthavn til London Stansted og til Eindhoven i Holland.

