Erhverv

Depressiv Tesla-topchef flytter sit skrivebord efter milliardunderskud

Teslas seneste regnskab viser et rekordstort milliardunderskud. Der er problemer med Tesla 3, lyder begrundelsen fra Elon Musk.

Det var en lettere plaget Elon Musk, der fremlagde Teslas seneste regnskab. Arkivfoto: Evan Vucci

Teslas regnskab for tredje kvartal var ikke just fyldt med glædelige nyheder for den innovative bilproducent, hvor et underskud på flere milliarder var særligt iøjnefaldende. 

Det store underskud skyldes særligt produktionsproblemer med den nye Tesla 3, der »var strandet i et produktionshelvede,« ifølge Elon Musk, direktør og stifter af Tesla.

Direktøren var forkølet og virkede lettere plaget, da han præsenterede regnskabet via en webcamforbindelse fra Teslas gigafabrik.

Her forklarede han, at Tesla skulle producere 2.000 eksemplarer af Model 3 hvert kvartal, men indtil videre kun havde lavet 260 biler.

»Jeg har været virkelig deprimeret, siden jeg for fire uger siden fandt ud af, hvilken situation vi stod i,« udtalte Elon Musk, der tidligere har afsløret, at han lider af depression og en bipolar lidelse.

Der var dog også meget optimisme at spore hos den idealistiske direktør, der mente, at problemerne med Model 3 snart var ved at være løst. Elon Musk kunne også afsløre, at han nu flyttede permanent ind på Teslas gigafabrik i Nevada-ørkenen, indtil produktionsproblemerne var løst.

»Jeg flytter mit skrivebord derhen, hvor der er problemer i organisationen, da jeg mener, at man skal lede fra frontlinjen,« udtalte han.

Regnskabet for de seneste tre måneder kunne afsløre, at virksomheden havde opnået et tab på over 671 mio. dollars (ca. 4,3 mia. kr.). Dermed har bilgiganten tabt 1,5 mia. dollars (9,5 mia. kr.) de første ni måneder af 2017, viser Teslas regnskabsrapport.

Tesla er ellers stadig en populær bil, og både bilsalget og Teslas batteriprodouktion har været med til at give virksomheden et solidt salg, hvor indtægterne har været stigende de seneste tre år.

I tredje kvartal solgte virksomheden næsten for 3 mia. dollars (19 mia. kr.), hvilket betyder, at Tesla har haft indtægter for 8,5 mia. dollars (ca. 54 mia. kr.) i år indtil videre.

Det hjalp dog ikke på Tesla-aktien, der faldt med mere end 5 pct. efter offentliggørelsen af det nye regnskab.

Sidste måned fyrede Tesla 700 af sine medarbejdere, hvilket svarede til 2 pct. af virksomhedens arbejdsstyrke. Ved præsentationen af det nye regnskab mente Elon Musk, at fyringerne ikke var direkte afledt af den svære økonomi. Det handlede i stedet om medarbejdernes præstation.

Tesla beskæftiger 33.000 mennesker.

 

BRANCHENYT
Læs også