Medie: Peter Sonne trak næsten 20 mio. ud af Probana Business School før konkurs
Op til konkursen i kursusvirksomheden Probana Business School trak stifter og direktør store kontantbeløb ud, viser redegørelse fra Kammeradvokaten.
Stifter og direktør for Probana Business School, Peter Sonne Joensen, trak op mod 20 mio. kr. ud af selskabet op til konkursen i begyndelsen af juni år.
Det fremgår af en redegørelse, som Kammeradvokaten har udarbejdet og afleveret til Sø- og Handelsretten i København, skriver Berlingske Business efter at have fået aktindsigt.
Redegørelsen er skrevet af partner i Kammeradvokaten Boris K. Frederriksen.
Boris Frederiksen skriver, at han indstiller, at Peter Sonne Joensen får konkurskarantæne på grund af flere "groft uforsvarlige" forhold i virksomheden.
Probana Business School og en stribe søsterselskaber blev officielt begæret konkurs i starten af juli, og knap fire måneder senere er Kammeradvokaten blevet færdig med sin redegørelse, der ligeledes er blevet sendt ud til de mange kreditorer, som havde penge til gode hos et af selskaberne.
Berlingske Business skriver, at redegørelsen tegner et billede af en kaotisk og tvivlsom kursusforretning, der fortsatte med at udbetale store beløb til Peter Sonne Joensen, selv om forretningen skrumpede voldsomt.
Peter Sonne Joensen har via sin advokat oplyst, at han ikke ønsker at udtale sig om sagen, skriver Berlingske Business.


