Fortsæt til indhold

Forskere forkaster bankernes argument for at hæve priserne

Bankerne har de seneste år hævet priserne markant på grund af regningen fra ny regulering. Men der er slet ingen regning, fastslår eksperter fra Aarhus Universitet.

Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet er en af de forskere, der gennemhuller bankernes argumenter for at hæve priserne. Arkivfoto: Jens Dresling.
Finans

Det er gratis for storbankerne, når de bliver tvunget til at polstre sig med mere kapital, så de bedre kan overleve kommende kriser.

Det konkluderer en forsker og to specialestuderende fra Aarhus Universitet, som har undersøgt de otte største nordiske banker, herunder Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank og Nordea.

Bankerne og deres interesseorganisation, Finans Danmark, har ellers gentagne gange fastslået, at de øgede kapitalkrav er dyre, og at der kun er kunderne til at betale regningen. Og siden finanskrisen har bankerne hævet indtjeningen på at yde lån med 2 pct.-point.

»Vi har målt på virkeligheden for de store nordiske banker, og den er helt anderledes, end hvad bankerne siger. Det koster ingenting at polstre bankerne med ekstra egenkapital,« siger Johannes Raaballe, lektor på Aarhus Universitet.

Senest anslog en ekspertgruppe under Erhvervsministeriet i sidste uge, at nye internationale kapitalkrav betyder, at danske banker og realkreditselskaber skal polstre sig med yderligere ca. 78 mia. kr. Lidt mindre end oprindelig frygtet, men stadig et stort beløb.

»Det vil stadig medføre en betydelig milliardregning, som kan ramme kunderne og gå udover væksten herhjemme,« sagde direktør Ulrik Nødgaard fra Finans Danmark i den forbindelse.

Men ifølge forskerne glemmer bankerne og deres interesseorganisation fordelene ved den øgede polstring. For nok skal investorerne have et afkast for at stille mere kapital til rådighed. Men samtidig bliver banken mindre risikabel, og dermed falder investorernes afkastkrav.

»Den samlede effekt er, at bankernes omkostninger er uændrede, selv om deres egenkapital fordobles. Dermed holder argumentet om, at de kommende internationale krav bliver dyre, heller ikke. Den praktiske hverdag viser, at der ikke er en regning,« siger Johannes Raaballe.

Finans Danmark hilser den nye forskning velkommen, men kan ikke genkende resultaterne.

»Vi kan ikke genkende det billede i den virkelighed, der er derude. Der er en omkostning, men vi tør ikke komme med et håndfast bud på, hvor stor den er,« siger direktør Ulrik Nødgaard.

Artiklens emner
Danske Bank
Nordea